København, 10/09/2026 - 09:05
Lastbil kører ind i Knippelsbro midt i morgenmyldretiden
Gående, cyklister og bilister skal finde andre veje torsdag morgen, hvor en lastbil er kørt ind i Knippelsbro.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En lastbil har påkørt Knippelsbro i København torsdag morgen, og både cykelstien og vejbanen på Christians Brygge er derfor spærret i retning ud af Indre By mod syd.
Gående, cyklister, bilister og lignende skal derfor finde andre veje, siger vagtchef Anette Ostenfeldt fra Københavns Politi.
Hun kan kort før klokken 08.30 ikke give nogen tidshorisont for, hvornår problemet ventes løst. Politiet fik anmeldelsen klokken 07.38.
Der er beretninger nogle steder om, at lastbilen sidder fast, men det er ifølge vagtchefen ikke korrekt.
- Det gør han heldigvis ikke helt, men han har ramt markeringen, der er faldet ned, siger hun.
Markeringen er blandt andet det tunge skilt, der sidder på broen med angivelse af, hvor højt køretøjet maksimalt må være for at passere. Det pågældende sted er der en maksimumhøjde på 3,2 meter, oplyser vagtchefen.
Det er udført på en måde, så hvis et for højt køretøj forsøger at køre under, rammer det skiltebroen, som skal sørge for, at køretøjer ikke kiler sig fast under broen.
- Så skiltet har gjort sin opgave, konstaterer Anette Ostenfeldt.
- Det (skiltet, red.) hænger og dingler. Vi skal have fjernet markeringen, og det er noget vældig tungt noget, siger hun.
Derfor har politiet tilkaldt specialhjælp til at få styr på markeringen, og derefter skal lastbilen væk fra stedet. Den burde selv kunne køre derfra, selv om den formentlig har fået en bule i taget som følge af påkørslen.
Ingen personer er kommet til skade i hændelsen.
Knippelsbro forbinder Christianshavn med Slotsholmen.
Hvis man kører under broen på Slotsholmen, kan man komme enten mod Vesterbro eller mod Nyhavn, hvor der er nogle afspærringer som følge af påkørslen.
- Trafikken glider den ene vej, og så har vi spærret ved Holmens Kanal og Niels Juels Gade, hvor trafikken så bliver ledt en anden vej væk fra Christians Brygge, siger vagtchefen.
Stedet er meget befærdet, især i myldretiden.
RITZAU




