Washington D.C., 08/05/2026 - 00:32
Lula forventer ikke Trumps indblanding i valg mod Bolsonaro
Brasiliens præsident har været på besøg hos Trump i Det Hvide Hus. Begge parter melder om et positivt møde.
Af: /ritzau/
Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, tror ikke, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil forsøge at påvirke det brasilianske parlamentsvalg i oktober.
Det siger Lula efter et tre timer langt møde med Trump i Det Hvide Hus i Washington D.C.
- Jeg tror ikke, at han vil have nogen indflydelse på det brasilianske valg. Jeg tror, han vil opføre sig som en præsident for USA og lade det brasilianske folk bestemme deres egen skæbne, siger Lula.
Den venstreorienterede Lula, der selv voksede op i fattigdom, og den højreorienterede milliardær Trump har tidligere været uenige inden for en række områder - særligt told.
Trump siger, at han har haft et godt møde med Lula, og at de især talte om told. Der vil blive afholdt flere møder mellem de to lande i de kommende måneder, skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.
Lula forsøger at blive genvalgt som præsident i Brasilien, hvor han står over for et tæt valg mod Flavio Bolsonaro - søn af den tidligere højreorienterede præsident Jair Bolsonaro.
Jair Bolsonaro er nær allieret af Trump.
/ritzau/AFP




