Oslo, 31/08/2025 - 13:14
Norge vil købe britiske fregatter specialudviklet til ubådsjagt
I en milliardhandel vil Norge købe mindst fem fregatter af Storbritannien, meddeler den norske regering.
Rodrigo Freitas/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/NTB
Norge vil købe fregatter af Storbritannien i en aftale, der kan løbe op i omkring 86 milliarder danske kroner.
Den norske regering har søndag holdt pressemøde om købet, som den kalder den største norske anskaffelse i nyere tid.
Den norske regering sætter ikke tal på, hvor meget det kommer til at koste, men det gør den britiske premierminister, Keir Starmer.
- Vi har netop indgået en aftale på 10 milliarder pund med Norge om at eksportere vores verdensførende Type 26-fregatter, siger premierministeren på X.
10 milliarder pund svarer til cirka 86 milliarder danske kroner.
Fregatterne er udviklet til at opdage og bekæmpe ubåde, siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre.
- Norge og Storbritannien er nære allierede med fælles interesser og meget tætte bånd, siger han.
I valget af de nye fregatter har det stået mellem franske FDI, britiske Type 26, tyske F127 og den amerikanske Constellation-klasse.
Norge skal købe mindst fem nye fregatter.
Leverandøren bliver det britiske selskab BAE Systems. Leveringen ventes at kunne begynde i 2030.
Forsvarschef Eirik Kristoffersen har også anbefalet netop købet af de britiske fregatter.
Der er blandt andet blevet lagt vægt på, at anskaffelsen af skibe bliver et såkaldt strategisk samarbejde med Storbritannien, og norske og britiske skibe skal minde om hinanden.
- Ens fartøjer vil gøre det muligt for os at operere endnu mere effektivt sammen under krævende missioner, siger den norske forsvarsminister, Tore Sandvik.
- Det vil også reducere omkostningerne og gøre det lettere at udføre fælles vedligeholdelse, fortsætter Sandvik.
/ritzau/NTB