Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/09/2025 - 07:00

Gennemsku om sommerhusprisen er fair

Gør hjemmearbejdet, inden du kaster dig ud i et sommerhuskøb, lyder rådet fra boligøkonomisk ekspert.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Sommerhusene går som varmt brød herhjemme. I juli blev der ifølge tal fra Boligsiden solgt 1084 af slagsen, hvilket er 28 procent flere end i samme måned sidste år.

Også priserne stiger. I gennemsnit skal du i dag af med to millioner kroner for et sommerhus på dansk jord. Derfor er det mere relevant end nogensinde at være grundig med hjemmearbejdet, hvis du skal kunne regne ud, om prisen på dit drømmesommerhus er fair.

Det siger Louise Kastberg, der er boligøkonomisk fagekspert hos Videncentret Bolius.

- Brug boligportaler som Boligsiden og Boliga til at se, hvordan prisniveauet generelt er i det område, du kigger på sommerhus i, så du kan sammenligne, råder hun.

Sørg i den forbindelse for både at kigge på, hvad sommerhusene sættes til salg til, og hvad de rent faktisk bliver solgt for. På den måde får du en realistisk idé om, hvor meget du kan presse prisen ned i en eventuel forhandling.

Når du sammenligner sommerhuspriser, er det ligeledes vigtigt, at du sammenligner nogle huse, der ligner hinanden - både i forhold til stand, beliggenhed og grundens størrelse.

- Kvadratmeterprisen siger ikke noget om, hvor stor grunden er. Der kan være stor forskel på, om den er 800 kvadratmeter eller 3500 kvadratmeter, påpeger Louise Kastberg.

Med en stor grund kan der være mulighed for, at du kan udstykke noget af den. Det er også en god idé at finde ud af, hvilke regler der er for det.

Støder du på et sommerhus, hvor prisen enten er markant højere eller markant lavere end de andre sommerhuse i området, bør du være ekstra opmærksom, understreger Louise Kastberg.

- Hvis prisen er markant højere, kan det være, fordi huset har en helt fantastisk udsigt eller ligger i første række ned til vandet. Eller måske er det et spritnyt eller gennemrenoveret hus. Så giver den høje pris selvfølgelig mening, men der skal være en forklaring, siger hun.

Ligger prisen omvendt i den meget lave ende, kan det skyldes standen af huset, men det kan også være, fordi det ligger i en lavning, hvor der er stor risiko for oversvømmelse.

- Eller der kan være en fredning på grunden, som giver nogle begrænsninger for, hvad man har af muligheder på sin grund. Man skal i hvert fald altid huske, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det ofte også.

Med i dine overvejelser bør også være, at sommerhusmarkedet går op og ned.

- Et sommerhus er folks bolig nummer to og altså et luksusgode. Sommerhusmarkedet er bare mere konjunkturfølsomt. Hvis der kommer en krise, er sommerhuset det første, folk skiller sig af med. Derfor skal man være opmærksom på, at der er en større risiko forbundet med køb af sommerhus, siger Louise Kastberg og uddyber:

- Det er ikke nogen naturlov, at priserne bare bliver ved at stige. Efter finanskrisen fik sommerhusmarkedet gevaldige tæsk, og det tog mange år, før det kom op igen.

Omvendt stak sommerhussalget helt af under coronakrisen. 2020 slog rekord i antallet af solgte sommerhuse.

/ritzau fokus/

København, 08/09/2025 - 10:44

Familien om Peter Lund Madsen: Han døde på stedet

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Familiens eneste trøst er, at Peter Lund Madsen har fået en nådig død uden angst og panik.

Den 65-årige læge, psykiater og mediepersonlighed Peter Lund Madsen, der gik bort 10. august, døde af et akut hjerteinfarkt som følge af svær forkalkning i kranspulsåren.

Han døde på stedet under et elmetræ, hvor han var faldet om, på vej på cykel fra sit sommerhus på Sejerø til København.

Det oplyser hans familie i et længere opslag delt på Facebook.

- En forbipasserende cyklist fandt ham og gjorde det helt rigtige: ringede 112 og gav hjertemassage med fagpersonale i røret, skriver familien og fortsætter:

- Beredskabet fungerede helt fantastisk: Ambulancen var på stedet ti minutter efter og tilkaldte en redningshelikopter, som fløj Peter til Rigshospitalets Traumecenter, hvor vi tog afsked med ham hele aftenen. Han lå der helt stille og fredfyldt og med et lille, underfundigt smil på læben.

Peter Lund Madsens lillebror, journalist og tv-vært Anders Lund Madsen, satte søndag aften ifølge B.T. ord på sin brors død under arrangementet "Når verden forandrer sig".

- Han kunne ikke mærke noget. Han talte faktisk med sin søn 20 minutter inden og var i mægtigt humør, sagde Anders Lund Madsen ifølge avisen.

Anders Lund Madsen opfordrede ifølge B.T. de fremmødte til at gå til lægen.

- Det var noget med nogle stærkt forkalkede blodårer. Han gik ikke til læge, for han var bange for læger. Virkelig bange. Det er så fjollet, for sygdom er grimt, sagde han ifølge B.T.

Peter Lund Madsen har efterladt sig sine to sønner og sin hustru.

Han blev bisat 22. august.

- Peter var den mest rummelige, søde og rare ægtemand, far, bror, onkel, svoger, kollega og ven, man kan ønske sig. Vi savner ham allesammen helt ind i vores skeletter, skriver familien videre i opslaget delt på Facebook.

- Der er i den grad blevet stille i verden, nu da Peter er væk, og vi er stadig i chok og sorg. Den eneste trøst er, at Peter formodentlig ikke har lidt det mindste. At han har fået en nådig død uden angst og panik.

Familien takker for alle de kondolencer, de har modtaget.

- Vi kommer os aldrig over at have mistet Peter. Men vi må jo lære at leve med det og komme videre i livet. Alle jeres hilsner, henvendelser og kommentarer vidner om, at Peter var en mand, som satte sig et enormt aftryk her i verden, skriver familien.

Den 10. september - en måned efter hans død - udkommer bogen "Mysteriet om den sovende hjerne", som Peter Lund Madsen nåede at skrive sammen med foredragsholder og forfatter Thomas Thaulov Raab.

Peter Lund Madsen har excelleret i videnskabsformidling og delte første gang ud af sin viden på tv i programrækken "Hjernemadsen", som siden også blev hans tilnavn.

Her blev han kendt - og anerkendt - for at formidle komplicerede emner letforståeligt og underholdende.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 08/09/2025 - 05:02

Fans kårer Lady Gaga som årets kunstner ved MTV-uddeling

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Sangeren Lady Gaga slog blandt andre The Weekend af pinden, da hun løb med titlen som årets kunstner.

Popsangeren Lady Gaga er kåret som årets kunstner ved MTV's Video Music Awards søndag amerikansk tid.

Det skriver Reuters.

Den amerikanske sanger var oppe imod The Weekend, Bad Bunny og Morgan Wallen, men fansene, der bestemmer vinderen af prisen, valgte Lady Gaga.

Gaga, der i øjeblikket er på turné med sit nye album "Mayhem", gik på scenen for at modtage prisen i en sort kjole med store ærmer.

- Jeg kan ikke beskrive, hvad det betyder at blive belønnet for at være kunstner. At blive belønnet for noget, der allerede er så givende, sagde Gaga, inden hun forlod scenen for at give en koncert i Madison Square Garden.

Hun gik ind til prisuddelingen med flest nomineringer - samlet set 12 - for sange som "Die with a Smile", som hun synger i en duet med Bruno Mars.

Med titlen som årets kunstner forhindrede Gaga Beyonce og Taylor Swift fra at indtage pladsen som den mest hædrede kunstner i VMA's historie.

De fortsætter med at stå lige med deres 30 VMA'er hver.

MTV's Video Music Awards løb første gang over skærmen i 1984, og er senere løbet med opmærksomheden ved ikoniske øjeblikke som et kys mellem Madonna og Britney Spears i 2003 og en kjole, som var lavet af råt kød, og som Lady Gaga bar ved begivenheden i 2010.

I år var der hverken kys eller kødkjoler, men nye kategorier blev føjet til listen over priser, som kunne vindes.

Det gjaldt prisen for årets bedste country video og bedste popkunstner.

Førstnævnte gik til den amerikanske sanger og sangskriver Megan Moroney og årets popkunstner blev Ariana Grande.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/09/2025 - 09:00

FAKTA: Faste kan have flere former

Periodisk faste kan se ud på forskellige måder, men for mange er det nemmest at følge 16:8-metoden, hvor man hver dag har et såkaldt "spisevindue" på otte sammenhængende timer og undgår kalorier resten af tiden.

* For de fleste er det nemmest at undvære morgenmåltidet, og det er en misforståelse, at det er dagens vigtigste måltid.

* Kaffe hæmmer vores appetit, så en kop sort kaffe om morgenen kan hjælpe med fasten.

* Sørg for at få nok protein og motion for at beskytte muskler og knogler.

* Undgå aftensnacking, som kan forstyrre søvn og fordøjelse.

* Vær opmærksom på, at faste ikke passer til alle, for eksempel hvis man har risiko for knogleskørhed.

Kilde: Morten Scheibye-Knudsen, aldringsforsker med eget forskningsprogram på Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 08/09/2025 - 09:00

De bedste og billigste hacks til et langt liv

Drop hudcremer og kosttilskud med falske løfter om ungdommens kilde - den findes i stedet i din adfærd, fortæller aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen.

Forestil dig at kunne fejre din 100-års fødselsdag med en dans på bordet eller gennemføre Royal Run som 90-årig.

Engang var det en urealistisk drøm for de fleste, men i dag kan det blive virkelighed for mange.

Forskerne bliver nemlig hele tiden klogere på, hvorfor vi bliver ældre, og hvad man kan gøre for at sænke farten.

- Og der er en hel del, man kan gøre selv, fortæller Morten Scheibye-Knudsen, der forsker i længere og sundere liv.

Netop nu er han aktuel med bogen "Udødelig", der giver indsigt i, hvor langt vi er kommet med at løse aldringens gåde.

Bogen er også et opgør med nogle af de myter og fordomme, der findes om aldring og kuren mod den. Blandt andet, at mange hudcremer og kosttilskud er en sikker genvej til et yngre udseende og et længere liv.

- Dyre behandlinger kan være rent blændværk. Til gengæld kan man komme langt med enkle vaner, som alle har adgang til, og som vi ved, hjælper til at gøre livet ikke bare langt, men godt, forklarer Morten Scheibye-Knudsen, der her deler tre af sine bedste råd.

1. Motion.

Motion er det måske allervigtigste, man kan gøre for at holde sig sund, og for mennesker, der ikke dyrker motion, giver det op mod syv-otte ekstra gode år at komme i gang.

Forskerne har stadig ikke det fulde svar på, hvorfor motion er så vigtigt, men beviserne for, at det fremmer sundheden, er overbevisende, fortæller Morten Scheibye-Knudsen.

Han anbefaler, at man i løbet af en uge både sørger for at få trænet sin kondition og sine muskler.

- Vi ved for eksempel, at det at løfte tunge ting blandt andet gør knoglerne stærke og hjælper os til at kunne bibeholde en almindelig gangfunktion i alderdommen.

Konditionstræning er ikke kun med til at styrke hjerte, lunger og kredsløb. Det har også vist sig at have en gavnlig effekt på hjernen, fortæller Morten Scheibye-Knudsen.

- Motion er en af de måder, vi kan påvirke vores hjerne i en positiv retning, og vi ved, at det kan være med til at forebygge Alzheimers og forbedre symptomerne hos dem, der allerede har sygdommen.

2. Kost og faste.

Kostens betydning for et langt liv er markant, og her hjælper det særligt at spise meget grønt, begrænse kød og i stedet få sine proteiner fra planter.

- Forskellen på de sundeste og mindst sunde spisevaner kan være op til ti år i levealder, siger Morten Scheibye-Knudsen.

Han peger også på, at periodisk faste, hvor man faster 16 timer i stræk hver dag, kan have gavnlige effekter - særligt hvis man stadig får nok protein.

Forskning viser, at faste sænker blodsukkeret og aktiverer processer som autofagi, hvor kroppen rydder op i gammelt protein og vedligeholder vævets stamceller.

- Det ser ud til både at bremse celledeling og reducere risikoen for kræft, forklarer han og understreger, at man ikke behøver at faste strikt hver dag.

Små ændringer og gradvis tilvænning er nok.

3. Socialt fællesskab.

Sociale relationer har stor betydning for både levetid og livskvalitet.

- Små daglige interaktioner - en kop kaffe med kolleger, en snak med kassedamen i supermarkedet eller et smil til naboen - kan faktisk gøre en forskel, siger Morten Scheibye-Knudsen.

Forskning viser, at mennesker med et stærkt socialt netværk har lavere blodtryk og færre betændelsesmolekyler i blodet.

At føle sig som en del af fællesskabet styrker ikke kun hjertet og kroppen, men giver også glæde og mening i hverdagen.

- Vi er sociale skabninger, og evnen til at knytte og pleje relationer kan både forlænge livet og gøre det mere værdifuldt, forklarer han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek