Teheran, 08/02/2026 - 10:34
Iran tvivler på USA's seriøsitet i forhandlinger
USA og Iran mødtes fredag, efter at der gennem længere tid er opbygget store spændinger mellem de to lande.
Af: /ritzau/
Iran har grund til at tvivle på, at USA mener det alvorligt i forhold til at løse den nuværende krise mellem de to lande.
Det siger den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, søndag i en tale på et forum i Irans hovedstad, Teheran, hvor nyhedsbureauet AFP deltager.
Fredag mødtes delegationer fra USA og Iran i Oman, efter at der gennem længere tid er opbygget store spændinger mellem de to lande.
Men søndag beklikker Araghchi altså USA's seriøsitet, da han mener, at en fortsættelse af amerikanske sanktioner mod Iran "rejser tvivl om den anden parts seriøsitet og parathed til at indgå i reelle forhandlinger", skriver AFP.
- Vi overvåger situationen nøje, vurderer alle signaler og vil beslutte, om forhandlingerne skal fortsætte, siger udenrigsministeren.
Efter mødet mellem de to lande sagde USA's præsident, Donald Trump, at Iran og USA ville fortsætte forhandlinger om en atomaftale allerede i begyndelsen af den kommende uge.
Og efter præsidentens opfattelse virkede Iran under fredagens møde meget interesseret i at indgå en atomaftale med USA.
/ritzau/




