Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

13/06/2024 - 10:00

Fire trin: Så let kan du puste nyt liv i dit gamle køkken

Det behøver ikke at kræve en stor renovering at få følelsen af et nyt køkken, siger gør det selv-ekspert Sif Steendahl Grandorf fra "Boligfix for nul og niks".

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Låger, der hænger i hængslerne, i et køkken, der overordnet ser træt ud. På tværs af huse og lejligheder landet over er der mange, der drømmer om et nyt køkken.

Men du kan gøre rigtig meget med det, du allerede har - og lidt knofedt. Sådan lyder det fra Sif Steendahl Grandorf, der i øjeblikket giver boligfortvivlede danskere en hjælpende hånd med renoveringen i DR-programmet "Boligfix for nul og niks".

- Man kan gøre rigtig meget ved et eksisterende køkken, uanset om det er nyt eller gammelt, for at gøre det mere personligt og gøre det til et køkken, man selv kommer til at elske, siger Sif Steendahl Grandorf, der siden 2019 har afviklet workshops, hvor man som nybegynder blandt andet kan lære at håndtere værktøj og bygge møbler.

1) Køkkenfronter.

Det første, dit øje rammer i køkkenet, er sandsynligvis fronterne. Og det er et oplagt sted at starte din mini-makeover.

- Uanset om det er laminat eller teak, eller hvad det måtte være, kan man give det en makeover ved at slibe det ned og male det, siger gør det selv-eksperten.

Den præcise proces afhænger af materialet. Men du kan arbejde med alle typer af materialer. Når du har slebet fronterne ned, skal de bare grundes på den måde, der passer til materialet.

- Der er rigtig mange, der står med et laminatkøkken eksempelvis et typisk Ikea-køkken, der har en blank overflade.

- Det kan man sagtens male på. Det handler om at ridse laminatoverfladen op med sandpapir - for eksempel korn 180 - bruge en god hæftegrunder og så bagefter give det tre lag træmaling, forklarer Sif Steendahl Grandorf.

Ud over malede overflader kan du lege med at sætte nye greb eller lister på for at give det et helt nyt udtryk, foreslår hun.

2) Bordplade.

Din bordplade kan også hurtigt blive forvandlet. Er det træ, kan du slibe den og give den en gang olie.

Men der er faktisk også muligheder for at give laminatbordpladen en inspirerende overhaling.

- Man kan beklæde den med fliser eller beklæde den med linoleum, som giver helt andet udtryk, siger Sif Steendal Grandorf.

3) Hylder.

Har du overskabe, kan det ifølge indretnings- og byggeeksperten godt give dit køkken et lidt tungt udtryk.

Derfor kan du overveje at erstatte dem med åbne hylder.

- Det kunne være nogle lange hylder, der ligesom gør køkkenet længere og bredere. Et køkken er tit i et hjørne. Så hvis man forestiller sig to lange hylder, der bare kører over den ene væg ind, i hjørnet og over til den anden væg. Det er flot, siger Sif Steendahl Grandorf.

Her kan du elegant udstille alle dine yndlingskopper, karafler eller kogebøger, foreslår hun.

4) Match materialer.

Har du lavet dine nye, lette hylder i træ, er det oplagt at lade det materiale gå igen andre steder i køkkenet.

- Så er det rart, at der er en kurv i flet og nogle skærebrætter i træ, der står og pynter.

- Rum bliver mere harmoniske, når der er nogle elementer, former, materialer og farver, der får lov til at gå igen, siger indretningseksperten og siger som et andet eksempel, at det kan være, at køkkenet har fået greb i børstet stål, som matcher vandhanen.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek