København, 06/11/2025 - 14:13
Skuespiller Simon Stenspil tiltalt for bedrageri
Over for Se og Hør erkender Badehotellet-skuespiller Simon Stenspil, at han har dummet sig i forsikringssag.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Skuespiller Simon Stenspil har dummet sig og skal snart for retten, hvor han er tiltalt for bedrageri.
Det indrømmer skuespilleren selv over for mediet Se og Hør.
Sagen går tilbage til 2021, hvor Simon Stenspil fik stjålet en båd.
Den havde ifølge skuespilleren kostet 80.000 kroner, men han fortæller, at han yderligere havde brugt cirka 80.000 kroner på forbedringer.
Tyveriet anmeldte han til sit forsikringsselskab, hvor han angav værdien til at være 120.000 kroner, som var hans vurdering.
Forsikringsselskabet krævede ifølge skuespilleren den originale kvittering for båden, og her gik det galt, forklarer han.
- Jeg lavede kvitteringen selv, og det må man selvfølgelig ikke, siger han til Se og Hør.
Den 42-årige skuespiller fortæller videre, at han har "dummet" sig, og at han i retten vil erkende de faktiske forhold.
Se og Hør er endnu ikke i besiddelse af anklageskriftet i sagen.
Af retslisten fremgår det, at skuespillerens sag skal for Retten i Glostrup 17. november. Her har retten afsat to timer til at behandle sagen.
Simon Stenspil er blandt andet kendt fra TV 2-serien "Badehotellet", hvor han spillede Valter, der i serien var gift med stuepigen Edith.
Han har også spillet flere musicals, og desuden lagt stemmer til tegnefilm.
Herudover har han haft roller i julekalenderen "Tinka og kongespillet" og tv-serierne "Rita" og "Dicte".
Titlen som vinder af "Vild med dans" har Stenspil også på sit cv. Det var i 2018, at han vandt den 15. sæson af danseprogrammet sammen med danseren Asta Björk.
Simon Stenspil danner par med skuespilleren Anna Stokholm. Sammen har de to børn.
/ritzau/




