Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 20/08/2026 - 21:31

Iran kalder nye amerikanske sanktioner for økonomisk terror

USA's finansminister har advaret om, at Iran vil blive ramt af de hårdeste sanktioner i historien.

Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's administration begår "økonomisk terror" og "forbrydelser mod menneskeheden" med sine sanktioner mod Iran.

Det skriver det iranske udenrigsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udmeldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, og finansminister Scott Bessent torsdag har varslet nye sanktioner mod Iran.

- De amerikanske økonomiske sanktioner mod Iran, som har ramt alle iraneres grundlæggende menneskerettigheder, er uden tvivl et eksempel på "økonomisk terror" og "forbrydelser mod menneskeheden".

- Og de personer, der står bag og har taget initiativ til disse sanktioner, bør stilles for en domstol og straffes for at have begået så afskyelige forbrydelser, skriver Irans udenrigsministerium.

Til den amerikanske tv-station CNBC sagde Scott Bessent tidligere på dagen, at Iran vil blive ramt af de hårdeste sanktioner i historien.

- Vi har blokaden, og vi får de hårdeste sanktioner i historien.

- Det kommer til at virke i Iran, og vi får regimet til at bryde sammen, sagde den amerikanske finansminister.

Med blokaden henviste han til den amerikanske blokade mod iranske havne, som forhindrer civil skibstrafik til og fra Iran.

Natten til torsdag dansk tid skrev Donald Trump på Truth Social, at han havde givet Iran en mulighed for at indgå en aftale med USA.

Men den mulighed har Iran ikke taget imod, lød det.

- Tragisk nok for dem har de undladt at gribe den. Derfor annoncerer jeg i dag den mest knusende økonomiske operation, der nogensinde er iværksat mod et land, skrev Donald Trump.

- Dette vil være økonomisk krigsførelse og isolation i et hidtil uset omfang.

Trump nævnte ikke, hvordan den økonomiske krigsførelse mod Iran konkret vil blive udformet, men advarede om, at ethvert land, der giver Iran nogen form for livline, selv vil blive ramt af enorme økonomiske konsekvenser.

Iran har været underlagt vestlige sanktioner det meste af tiden siden den iranske revolution i 1979, hvor den daværende USA-støttede leder, Mohammad Reza Pahlavi, blev væltet, og præstestyret blev etableret.

USA og Israel iværksatte en krig mod Iran den 28. februar. Det skete ifølge Donald Trump for at forhindre Iran i at blive en militær atommagt.

På krigens første dag blev Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og flere af hans familiemedlemmer dræbt i et angreb.

Siden bredte krigen sig til resten af Mellemøsten med iranske angreb på lande, der er allieret med USA, og med gensidige angreb mellem Israel og militsen Hizbollah, der har base i Libanon og er allieret med Iran.

USA og Iran underskrev 17. juni et forståelsespapir, som gav de to lande 60 dage til at nå frem til en aftale om en afslutning på krigen mellem de to lande.

Men mandag udløb perioden, uden at der var sket større gennembrud i forhandlingerne.

RITZAU

TjekDet - faktatjek