London, 09/02/2026 - 19:30
Kong Charles vil hjælpe politiet i Andrew-efterforskning
Britisk politi er i gang med at undersøge, om den tidligere prins Andrew har videregivet rejserapporter.
Af: /ritzau/
Kong Charles vil "stå klar til at støtte politiet", hvis de kontakter ham vedrørende hans bror Andrew Mountbatten-Windsors forbindelse til Jeffrey Epstein.
Det oplyser det britiske kongehus i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mandag kom det frem, at det britiske politi er i gang med at undersøge anklager om, at den tidligere prins har videregivet officielle rapporter om udenlandsrejser til Epstein.
- Selv om de konkrete påstande er noget, hr. Mountbatten-Windsor selv må forholde sig til, står vi klar til at støtte Thames Valley Police, hvis de henvender sig, som man må forvente, lyder det i en erklæring fra paladset.
/ritzau/




