Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hadsund, 23/06/2022 - 14:15

Messerschmidt kalder det uklart hvad Støjberg vil med nyt parti

DF-formanden er lige nu vidne til, at tidligere DF'ere sender vælgererklæringer til nyt Støjberg-parti.

Af: /ritzau/

Efter lang tids spekulation om, hvorvidt tidligere udlændingeminister Inger Støjberg ville starte et nyt parti, synes DF-formand Morten Messerschmidt, at det er rart med en afklaring.

Torsdag har Inger Støjberg offentliggjort, at hun har stiftet det nye parti Danmarksdemokraterne og er begyndt at indsamle vælgererklæringer.

- Det politiske projekt er indtil videre lidt uklart, men det glæder jeg mig til at høre mere om. Nu må vi se, hvad det mere konkret bliver til, siger Morten Messerschmidt.

Hvis Inger Støjberg og hendes parti formår at indsamle nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget ved næste valg, bliver der mere trangt på den blå fløj. Men det gør ikke Messerschmidt nervøs.

- Jeg glæder mig egentligt bare over, at der er politikere, der vil en stram udlændingepolitik og vil af med Mette Frederiksen, siger han.

- Sådan er det i politik. Der handler det om at finde sammen med folk, man er enig med.

Dansk Folkeparti har de sidste mange måneder været i en stor krise, hvor flere medlemmer - både på Christiansborg og i de lokale partiforeninger - har forladt partiet i protest mod ledelsen.

Fem af de seks DF-afhoppere, som forlod partiet, efter at Morten Messerschmidt blev valgt som formand, er lune på Støjbergs nye parti og vil sende en vælgererklæring afsted.

I sidste uge meddelte Kristian Thulesen Dahl, at han ikke vil stille op for Dansk Folkeparti ved næste valg.

Han afviste dog ikke at stille op for andre partier. Mange spår, at Kristian Thulesen Dahl vil slå sig sammen med Støjberg.

- Jeg håber da på, at Kristian bliver i DF, det er jo trods alt et parti, han selv har været med til at stifte, siger Morten Messerschmidt.

I et blogopslag på Nye Borgerliges hjemmeside byder Pernille Vermund Inger Støjberg velkommen tilbage i dansk politik.

- Jeg ønsker for hende, at hun skal lykkes med sit nye projekt.

Vermund benytter også muligheden for at ytre sine mindre varme følelser for Kristian Thulesen Dahl, som hun mener har negativ indflydelse på Støjbergs sprogbrug.

- Jeg håber så, at hun vil lægge Kristian Thulesen Dahls retorik fra sig og holde op med at kalde mig og Nye Borgerlige for "ultraliberalister".

- Det klæder ikke Inger at falde ned i den grav, skriver Pernille Vermund.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek