Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 13/06/2026 - 14:43

Teenagere fængsles i sag om 20-årig mand der blev fundet død i Gudenåen

Der er ifølge dommer begrundet mistanke om, at to teenagere på 16 og 18 år er skyldige i drab.

Af: /ritzau/

Der er begrundet mistanke om, at to teenagere på 16 og 18 år er skyldige i drab på en 20-årig mand, der fredag blev fundet død i Gudenåen.

Sådan lyder det lørdag fra en dommer i Retten i Randers efter et mere end to timer langt grundlovsforhør.

Begge mænd varetægtsfængsles frem til 10. juli, bestemmer dommeren.

Den 18-årige varetægtsfængsles i en almindelig arrest, mens den 16-årige grundet sin alder varetægtsfængsles i surrogat i en sikret institution for unge.

Det kom under grundlovsforhøret frem, at de to mænd sigtes for i forening at have dræbt den 20-årige mand natten til fredag nær Den Blå Bro i Randers.

Her blev manden fundet livløs i Gudenåen af en kajakroer.

Politiet mente i første omgang, at der ikke var sket en kriminel handling, men ændrede senere opfattelse.

Efter politiets opfattelse blev den 20-årige udsat for spark, slag, kvælning og drukning.

Fredag kort før klokken 18 blev den 16-årige mand anholdt og sigtet for drab.

Omkring klokken 22 samme aften blev den 18-årige mand anholdt og sigtet i sagen.

Da grundlovsforhøret lørdag blev indledt, nægtede de to mænd sig skyldige i anklagen om drab.

De erkendte sig dog skyldige i grov vold.

Dommeren nævner i begrundelsen for varetægtsfængslingen, at de to sigtede på fri fod vil kunne vanskeliggøre efterforskningen ved at fjerne spor.

De to sigtede får et øjebliks betænkningstid til at overveje, om de ønsker at kære kendelsen til landsretten.

Men svaret er nej, lyder det fra begge forsvarsadvokater.

Når varetægtsfængslingen udløber om cirka fire uger, skal en dommer på ny tage stilling til, om de skal forblive fængslet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek