Teheran, 01/03/2026 - 05:57
Tusindvis af sørgende samles i Teheran: Ønsker død over USA og Israel
Med iranske flag og indrammede billeder af den afdøde ayatollah er flere i Irans hovedstad søndag på gaden.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tusindvis af indbyggere er søndag samlet i centrum af Irans hovedstad, Teheran.
Her sørger de over ayatollah Ali Khameneis dødsfald, rapporterer journalister fra nyhedsbureauet AFP.
Billeder fra pladsen Enqelab Square, der ligger centralt i byen, viser de fremmødte, der blandt andet har medbragt iranske flag og indrammede billeder af ayatollahen.
De fleste sørgende er klædt i sort, og de kan høres råbe "død over Amerika" og "død over Israel", siger AFP's journalister.
Det var natten til søndag dansk tid, at iranske statsmedier bekræftede, at ayatollahen - som er Irans øverste leder - er død.
Det er sket som følge af amerikanske og israelske angreb mod Iran.
Ifølge det amerikanske medie CNN viser videoer delt af iranske statsmedier, at folk i Teheran søndag også har samlet sig foran Teheran Universitet.
/ritzau/




