København, 14/07/2025 - 14:24
Minister vil kvindedrab til livs med flere specialiserede teams
Sager om kvindedrab får justitsminister til at efterspørge flere tidlige indsatser i politiets arbejde.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De kvinder, som hvert år er udsat for overvågning, trusler og forfølgelse fra nuværende eller tidligere partnere, skal have bedre hjælp.
Det siger justitsminister Peter Hummelgaard mandag i et interview med TV 2.
Ved det seneste politiforlig blev der indført særlige teams, der er specialiseret i at opspore og sætte tidligt ind i familier, hvor der kan være frygt for, at partnervold fører til partnerdrab.
- Det tror jeg, at vi er nødt til at gøre mere af. Endnu bredere, endnu dybere, så vi opsporer de familier og kan få reddet de kvinder ud af de forhold, hvor man bliver udsat for vold og psykisk vold. Det som i sidste ende også kan føre til, at der begås et partner- eller kvindedrab, siger ministeren til mediet.
De specialiserede teams er særligt uddannede til at behandle stalking og sager om for eksempel psykisk vold.
Konkret fremhæver ministeren også, at man med den nylige strafreform besluttede at forsøge sig med en såkaldt omvendt fodlænke. Den vil reagere, hvis en person kommer for tæt på en anden, man har tilhold mod.
- Men når vi forhandler politiforlig om få måneder, er vi nødt til at se mere på, om der skal gøres noget særskilt efterforskningsmæssigt tidligt i politiet, hvad de her sager angår, siger ministeren.
Ministerens udmelding kommer efter et første halvår af 2025, der har budt på et højt antal sager, hvor kvinder menes at være blevet dræbt af deres partner.
I årets første syv måneder har der hidtil været 14 sager, som politiet efterforsker, ud fra at en kvinde er blevet dræbt eller udsat for dødsvold, har DR opgjort.
Alene i juni drejer det sig om seks kvinder.
Et eksempel, der har medført meget opmærksomhed, er sagen om en 47-årig kvinde, der blev skudt på åben gade i Brønshøj af sin eksmand.
Manden havde et tilhold mod kvinden, som han dog overskred.
Hans varetægtsfængsling udløber tirsdag, hvorefter der skal tages stilling til, om han fortsat kan sidde fængslet.
Sagen fik ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) til at udtale, at sager på området har været underbelyst og underprioriteret for længe.
"Der kan gøres mere" for at beskytte kvinder udsat for trusler og vold, sagde han dengang.
/ritzau/