I iveren efter at tilpasse sig andre kan man miste sig selv.
Skuespilleren Sofie Topp Christensen beskriver sig som en lille kamæleon, der har forsøgt at tilpasse sig for at passe ind.
Men prøver man at presse sig selv ned i en kasse, bliver ens autentiske jeg klemt.
- Særligt som teenager og voksen har jeg kæmpet helt vildt med at være den bedste version af mig selv - den bedste version af mig selv for alle andre.
- Men det koster jo noget i en, når man ikke møder verden som sig selv. Det er lidt som at blive kvalt langsomt ..., fortæller hun.
Sofie Topp Christensen blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2014. Et par år inde i uddannelsen talte de om deres respektive førstehåndsindtryk af hinanden.
De andres førstehåndsindtryk af Sofie Topp Christensen kom bag på hende.
- De fleste havde indtrykket af, at jeg var arrogant, første gang de mødte mig, hvilket jeg blev ked af at høre. Bagefter havde de opdaget, at jeg faktisk bare var genert. Eller lidt afventende, fortæller Sofie Topp Christensen.
- Jeg skulle lige lære rummet at kende, før jeg kunne placere mig selv i det. Det hører nok til min indre kamæleon at afkode et rum. Men det kan godt blive opfattet som arrogant, hvis man skal lave den beregning til at starte med.
Sofie Topp Christensen har dog også selv stået i en situation, hvor hendes oplevelse i dag er en helt anden end førstehåndsindtrykket.
- Da jeg mødte min mand første gang, var jeg virkelig ikke vild med ham! Han var instruktør på en forestilling, og jeg en dag i prøvelokalet, blev jeg så provokeret, at jeg gik ned i min garderobe og kastede med en stol, fordi jeg blev så frustreret.
- Jeg forstod ikke hans jokes, og jeg syntes, han var ubehøvlet. Men så var der en anden skuespiller, der kendte ham bedre og sagde til mig, at jeg skulle se hans glimt i øjet. Så gav jeg det en chance, og så forelskede jeg mig fuldstændig i ham!, fortæller Sofie Topp Christensen, som i sommer blev gift med instruktøren Heinrich Topp Christensen.
Sofie Topp Christensen har endnu ikke helt fået aflivet sin egen indre kamæleon endnu - den kan stadig titte frem i tankernes terrarie - men hun har med alderen lært at tøjle den.
- Jeg har brugt tid på at prøve at lægge det fra mig, fortæller hun.
- Men nu har jeg heldigvis også fået en mand, der synes, jeg er den mest fantastiske, også når jeg larmer, spræller og fylder lige så meget, som jeg har lyst til.
Ud over at være sammen med ham og sine to børn er scenen et af de steder, Sofie Topp Christensen paradoksalt nok føler sig som den sandeste version af sig selv. Også når hun står i en rolle.
- Det er faktisk måske i virkeligheden mest der, konstaterer hun.
- Måske det er det, der trækker meget i mig. At få mig selv 100 procent i spil.
Sofie Topp Christensen indtager fra 5. februar 2026 titelrollen i Det Ny Teaters opsætning af "My Fair Lady" side om side med Tommy Kenter, Susse Wold og Peter Plaugborg.
Musicalen udspringer af George Bernard Shaws klassiske skuespil "Pygmalion" og handler om blomsterpigen Eliza Doolittle, der havner i hænderne på den stivnakkede sprogprofessor Henry Higgins, som skal lære hende at begå sig på de bonede gulve.
I det skjulte vædder han med en kollega om, at han kan løfte Eliza op til det bedre borgerskab ved at lære hende at tale korrekt.
Premieren på "My Fair Lady" betyder, at Sofie Topp Christensen ikke tager med til Aarhus, når Gnags-forestillingen "De vilde kaniner", som hun har en af de bærende roller i, sættes op i smilets by efter spilleperioden på Østre Gasværk Teater i København.
Forestillingerne karambolerede med hinanden. Men to teaterdirektører fandt en løsning, så Sofie Topp Christensen blev sat fri og nu kan hoppe ind i "My Fair Lady".
- Jeg synes, det er et kæmpe selvværdsklap, som jeg er virkelig glad for og stolt over. Det er virkelig dejligt at føle sig så værdsat. Og ønsket, siger hun.
Det er en følelse, hun har bokset med før både på og uden for scenen.
Og det harmonerer ikke altid med at være skuespiller, hvor nej'erne er langt flere end ja'erne.
- Det er hårdt at blive valgt fra. Men jeg tror, at efter jeg har bygget mere og mere af mit liv op selv privat, synes jeg også tit, at de der små pauser bliver nogle gaver, som jeg faktisk glæder mig meget til, fordi det er meget intenst at arbejde som skuespiller, og fordi man nogle gange er meget væk fra familien.
- Så jeg tror faktisk ikke, jeg tager afslag så tungt længere, fordi jeg rent faktisk har noget derhjemme, jeg går op i.
"My Fair Lady" får premiere 5. februar 2026 og spiller frem til og med 26. april.
/ritzau/