København, 27/06/2025 - 08:48
Udebanefans forventes tilbage til københavnerderby i 2026
Lovgivningsmæssige tiltag og muligheder gør, at man forventer at åbne op for udebanefans til derbys fra 2026.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fra starten af 2026 er forventningen, at udebanefans må vende tilbage til det københavnske fodboldderby mellem FC København og Brøndby IF.
Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Udebanefans har været udelukket på ubestemt tid siden de to holds møde i oktober 2024.
- Med de tiltag, der er på vej, og de lovgivningsmæssige muligheder, der forventes at være på plads fra 1. januar, så er det planen, at der i 2026 igen kan være tilskuere fra begge hold til alle kampe, medmindre forudsætningerne ændrer sig, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
Blandt de tiltag, der er undervejs, er ansigtsgenkendelse. Det har Divisionsforeningen søgt tilladelse hos Datatilsynet om at gøre brug af.
Derudover er der flere lovgivningsmæssige tiltag på vej fra Justitsministeriet, som blandt andet vil give politiet mulighed for at uddele strakskarantæner, mens klubberne internt må dele videoovervågning med hinanden.
- Vi håber på en skærpet lovgivning med fokus på at slå ned på den lille gruppe af uromagere, som ødelægger det for de mange, siger Claus Thomsen.
- Disse personer skal i det nationale register, og klubberne skal have optimale muligheder for deres egen registrering, så vi kan holde dem væk fra stadion.
Både FCK og Brøndby skriver på deres respektive hjemmesider, at klubberne accepterer Divisionsforeningens beslutning og glæder sig til, at udebanefans vender tilbage.
Begge møder mellem FCK og Brøndby i Superligaens grundspil er i efteråret. Den første kamp med udebanefans vil derfor blive i et eventuelt mesterskabs- eller nedrykningsspil.
/ritzau/