Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 04/08/2026 - 00:13

Trump vil have olieselskaber til at sænke brændstofpriserne

De amerikanske priser på benzin er steget mere end 30 procent, siden USA og Israel angreb Iran i februar.

Af: /ritzau/

Den amerikanske præsident, Donald Trump, mener, at olieselskaberne ExxonMobil og Chevron tjener for mange penge på de høje priser på brændstof.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag til journalister.

- Jeg kan ikke lide det.

- Chevron - for mange penge. ExxonMobil, for meget. For mange penge, siger han.

Trumps udtalelse kommer, tre dage efter at flere olieselskaber har præsenteret bragende flotte regnskaber for andet kvartal, og mens den igangværende krig i Iran holder oliepriserne tårnhøje.

Der var tale om ExxonMobil, Chevron, Valero Energy og Marathon Petroleum.

Valero kunne præsentere sit stærkeste kvartalsoverskud siden energikrisen i 2022, som blev udløst af Ruslands invasion af Ukraine. For Chevron var resultatet det bedste i mindst seks år.

- De må hellere sænke detailprisen, forbrugerprisen, siger Trump til journalisterne.

Han tilføjer, at oliepriserne vil "falde gennem gulvet", når konflikten med Iran slutter.

Ifølge Reuters er Trumps udtalelse et bemærkelsesværdigt brud med hans sædvanlige alliance med branchen.

Prisen på benzin er steget med mere end 30 procent i USA, siden USA og Israel angreb Iran 28. februar, skriver Reuters.

RITZAU

TjekDet - faktatjek