' /> '> EU-præsident er skeptisk over for Trumps fredsråd
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 23/01/2026 - 01:41

EU-præsident er skeptisk over for Trumps fredsråd

EU-præsident António Costa er blandt andet betænkelig ved fredsråds forenelighed med FN's Sikkerhedsråd.

Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU har alvorlige betænkeligheder ved en række elementer i chartret til det fredsråd, som USA's præsident, Donald Trump, torsdag grundlagde i forbindelse med topmødet World Economic Forum i Davos.

Det siger EU's præsident, António Costa, efter et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har alvorlige betænkeligheder ved en række elementer i fredsrådets charter vedrørende dets omgang, dets styring og dets forenelighed med FN-pagten, siger Costa.

EU-præsidenten tilføjer dog, at EU gerne vil samarbejde med USA om at opnå fred i Gazastriben.

- Vi er klar til at samarbejde med USA om at gennemføre den omfattende fredsplan for Gaza, hvor et fredsråd udfører sin opgave som en overgangsadministration, siger Costa.

Fredsrådet har rødder i Trumps fredsplan på 20 punkter for Gazastriben.

Et af punkterne er et såkaldt Board of Peace, et fredsråd, som skal have den overordnede ledelse for fredsproces og genopbygning af Gazastriben.

I det charter, der er grundlag for fredsrådet, er der imidlertid ikke nævnt noget om Gazastriben, skriver AFP og andre medier, der har set chartret.

Kritikere har tidligere sagt, at Trumps fredsråd kan ligne en rival til FN's Sikkerhedsråd, der er det globale organ til at løse konflikter.

Da den amerikanske præsident torsdag formiddag satte sin underskrift på det dokument, der grundlagde det såkaldte fredsråd, sagde han, at rådet skal arbejde sammen med FN.

I samme ombæring valgte Trump, der er formand for fredsrådet, at kritisere FN.

Verdensorganisationen, som blev grundlagt efter Anden Verdenskrig, har "enormt potentiale", men bruger det ikke, sagde præsidenten.

Flere lande har været tilbageholdende med at slutte sig til rådet. Det gælder blandt andet Sverige, Storbritannien og Frankrig.

Omkring 50 invitationer til rådet blev sendt ud. Det sagde en amerikansk embedsmand i løbet af ugen til nyhedsbureauet AFP. Omkring 35 verdensledere har ifølge embedsmanden takket ja til at blive en del af rådet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek