København, 04/09/2026 - 12:42
FN stemmer om nyt verdenskort med Afrikas sande størrelse
FN skal snart stemme om en officiel udfasning af verdenskort, der viser Afrika på størrelse med Grønland.
Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FN skal fredag stemme om en officiel udfasning af de traditionelle Mercator-verdenskort, til fordel for kort der mere præcist viser Afrikas størrelse.
Det skriver The Guardian.
Forslaget kan ikke håndhæves, men hvis afstemningen vedtages, kan det føre til forandringer i klasselokaler og i hverdagsteknologi.
Togos udenrigsminister, Robert Dussey, har oplyst, at sagen behandles af FN efter initiativ fra Togo og medlemsstater i Den Afrikanske Union.
Forslagsstillerne vil udbrede brugen af det mere præcise Equal Earth-design fra 2018, som er blevet udviklet af et internationalt hold af kartografer.
Det omdiskuterede Mercator-kort blev introduceret af den flamske kartograf Gerardus Mercator tilbage i 1569 for at hjælpe sømændene med at navigere på havene.
Næsten fem århundreder senere er kortet fortsat den globale standard.
Men på grund af kortets projektionsstil ser landene tæt ved ækvator betydeligt mindre ud, end de reelt er, ligesom landene længere væk ser større ud.
For eksempel viser kortet Afrika, der ligner Grønland i størrelse, men kontinentet er reelt 14 gange større end Grønland.
I flere år er kortet blevet kritiseret for at bunde i vestlige stereotyper.
Nogle hævder, at kortet subtilt har formet den internationale magtdynamik ved at have minimeret den fysiske tilstedeværelse af det globale syd og visuelt opjusteret nationer på den nordlige halvkugle, skriver The Guardian.
En af de mest fremtrædende kritikere af kortet har været den tyske historiker Arno Peters, der lancerede Peters-verdenskortet i 1973.
Det bruges ofte som et alternativ til Mercator-kortet.
RITZAU




