Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/08/2026 - 09:39

21-årig mand anholdt for at stikke 18-årig med kniv

Tirsdag aften blev en 18-årig mand stukket med kniv i Ebeltoft. En 21-årig mand sigtes for grov vold.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 21-årig mand kræves onsdag varetægtsfængslet, efter at han blev anholdt natten til onsdag i en sag om et knivstikkeri.

Klokken 11 bliver han stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Randers.

Han sigtes for grov vold i forbindelse med knivstikkeriet begået mod en 18-årig mand i Ebeltoft.

Det skriver anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Den 18-årige mands tilstand bliver ikke beskrevet.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet i Ebeltoft klokken 22.39.

Et par timer senere - helt præcist klokken 00.32 - blev den 21-årige anholdt på en adresse nær Ebeltoft.

Anklagemyndigheden vil anmode dommeren om at lukke dørene til grundlovsforhøret i Randers.

Lukkes dørene, vil sigtelsen blive læst op, men der vil ikke komme nærmere oplysninger frem om den sigtedes forklaring eller politiets beviser.

RITZAU

TjekDet - faktatjek