København, 29/01/2020 - 10:46
Borgmestre: Udligning skal tage højde for ældre og rådighedsbeløb
Regeringen vil flytte penge fra rig til fattig, men borgmestre kræver, at der bliver set på flere parametre.
Af: /ritzau/
Regeringen vil omfordele penge fra rige til fattige kommuner for at udligne ulighederne mellem de danske kommuner.
Men det er ikke en rimelig måde at stille det op efter definition af, hvorvidt kommunerne er enten rige eller fattige, lyder det fra flere borgmestre.
Et fair udligningssystem kræver, at regeringen kigger på mange flere parametre, mener borgmesteren i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V).
- Der skal langt flere nuancer med, når den her kabale skal lægges. Jeg er helt enig i, at der skal laves et nyt system, og jeg støtter gerne op om for eksempel Langeland Kommune og Ærø Kommune.
- Men et nyt system skal også tage højde for ting som ældrebyrden - men især indtægter fra selskabsskatten bør blive en større del af fællesskabet, siger han.
Borgmesteren i Hørsholm Kommune, Morten Slotved, peger på, at regeringen også bør kigge på de enkelte borgeres rådighedsbeløb for at lave et nyt udligningssystem.
- Skal vi bidrage mere til udligningen, kommer borgerne til at skulle betale mere i skat, og så bliver det næsten umuligt for en helt almindelig familie at bosætte sig i Hørsholm.
- Procentmæssigt betaler borgerne meget i skat og har mindre til rådighed i Hørsholm - og derfor bør regeringen også tage rådighedsbeløbet med i deres betragtning om udligningssystemet, siger han.
/ritzau/




