Herning, 16/05/2025 - 20:15
Stolt hattrickskytte takker kammerater: De gjorde det let
Mikkel Aagaard demonstrerede sine evner som afslutter, da han scorede tre gange i 8-2-sejren over Ungarn.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mikkel Aagaard skulle vente otte år og 31 kampe på at få scoret sit første mål ved et ishockey-VM.
Men efter at der blev slået hul på bylden sidste år mod Storbritannien, kommer fuldtræfferne i en lind strøm fra den 29-årige forwards stav.
Fredag viste han sine evner som afslutter med et hattrick i den overbevisende 8-2-sejr over Ungarn. Det bragte ham op på fire fuldtræffere i fem kampe ved VM.
- Jeg må sende en stor tak til mine kædekammerater. Det var ikke de sværeste mål at sætte ind, og jeg er superglad og taknemmelig for de dejlige afleveringer, der gjorde det let at lave de mål, siger Mikkel Aagaard.
Der røg kasketter på isen, da Aagaard scorede for tredje gang. Men inden det hele endte i fest og ballade, skulle holdet rette op på en virkelig dårlig start.
Ungarn scorede to gange på seks minutter og rystede kortvarigt de mange danske fans i Boxen.
- Vi var selvfølgelig ikke tilfredse med den start. Det var ikke godt nok, men vi havde en god dialog i den første pause, og vi begyndte at spille mere simpelt bagefter. Jeg er utrolig stolt af det, vi leverede, siger Mikkel Aagaard.
Han sprudler i en ren Frederikshavn-kæde med Joachim Blichfeld og den unge center Oscar Fisker Mølgaard mod modstandere, der formentlig fik tunge ben, efterhånden som kampen skred frem.
Ungarerne havde kun haft 18 timers pause, fra kampen mod Tjekkiet sluttede torsdag aften, til kampen mod Danmark gik i gang. Men i begyndelsen så de ud til at være i bedre kamprytme end danskerne.
- Måske var de lidt mere oppe i gear fra start end os, fordi de spillede i går aftes (fredag, red.), siger Oscar Fisker Mølgaard.
- Jeg tog en dum udvisning, og de fik lavet to hurtige mål. Men vi fik vist stærk moral og dominerede vel resten af kampen. Det var dejligt at få lidt udbytte af de mange chancer. Det betyder meget for selvtilliden, lyder det.
Danmark spiller igen lørdag aften mod Norge.
/ritzau/