London, 23/02/2026 - 02:41
Britisk højrefløjsparti vil deportere 288.000 mennesker hvert år
Reform UK vil mandag præsentere et udspil, hvor en ny ICE-lignende myndighed spiller en central rolle.
Chris J Ratcliffe/Reuters
Af: /ritzau/
Den britiske højrefløjsparti Reform UK ønsker at deportere op til 288.000 personer årligt med fem flyafgange dagligt.
Det vil partiets indenrigsordfører, Zia Yusuf, meddele mandag ifølge det britiske medie The Guardian.
Partiet vil også afskaffe permanent opholdstilladelse, som i stedet skal erstattes af et femårigt arbejdsvisum, som kan fornys.
Det vil betyde, at tusindvis af mennesker med fast opholdstilladelse kan miste deres ret til at opholde sig i Storbritannien, skriver The Guardian.
Reform UK ønsker også et forbud mod at omdanne kirker til moskéer og vil markant udvide politiets beføjelser til at standse og visitere borgere.
Zia Yusuf vil præsentere udspillet til de markante stramninger i en tale mandag, lyder det.
Indenrigsordføreren ønsker at oprette en ny myndighed med navnet UK Deportation Command, der ifølge The Guardian minder om den omstridte amerikanske immigrationsmyndighed ICE.
Den nye ICE-lignende myndighed i Storbritannien skal have kapacitet til at frihedsberøve 24.000 migranter ad gangen og deportere op til 288.000 årligt.
Eksperter har tidligere sagt, at omkostninger ved en sådan udvidelse vil være betydelige. I april 2024 var der cirka 2500 pladser på de britiske udrejsecentre, skriver The Guardian.
Reform UK's ordfører vil i mandagens tale give den tidligere konservative premierminister Boris Johnson skylden for stigningen i migranter i Storbritannien.
Regeringspartiet Labour mener, at Reform UK's migrationsudspil er splittende.
Labours partiformand, Anna Turley, siger ifølge The Guardian, at det er et direkte angreb på fastboende familier i landet.
Reform UK ligger på den yderste højrefløj og er ledet af Nigel Farage. Partiet står stærkt i meningsmålingerne. Flere konservative politikere er på det seneste skiftet til det indvandrerkritiske parti.
I mediet Politicos gennemsnit af meningsmålinger ligger Labour for tiden til at kunne få omkring 18 procent af stemmerne ved et valg. Reform UK ligger langt højere på 28 procent.
/ritzau/




