København, 29/06/2026 - 11:46
Politi affyrer varselsskud efter knivtrusler
Ifølge politiet blev en politipatrulje truet med kniv nær Esbjerg, og politiet affyrede derfor varselsskud.
Af: /ritzau/
Politiet har mandag formiddag affyret varselsskud, da betjente blev truet med kniv af en borger nær Esbjerg.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at varselsskuddet blev affyret, da det var rykket ud til en person, som måske ville gøre skade på sig selv i Sædding-området ved Esbjerg.
Politiet fik anmeldelsen klokken 9.58.
Da patruljen kom frem, blev betjentene truet med kniv af en borger, skriver politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.
- Patruljen affyrede varselsskud i luften, og anholdelsen skete efterfølgende roligt via dialog, skriver politiet.
/ritzau/




