Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 06/03/2026 - 01:40

EU vil forbyde kødbetegnelser til plantebaserede fødevarer

Ord som "bøf" og "bacon" skal ikke længere kunne bruges i navne på plantebaserede produkter, beslutter EU.

Af: /ritzau/

EU's medlemslande og lovgivere blev torsdag enige om at forbyde brugen af kødrelaterede betegnelser som "bøf" og "bacon" til markedsføring af plantebaserede fødevarer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ordene "burgere" og "pølser" er dog undtaget.

Beslutningen beskrives af AFP som en sejr for kvægavlere i Europa. Mange af dem har sagt, at plantebaserede fødevarer, som skal efterligne kød, kan vildlede forbrugerne.

De siger også, at det kan true deres allerede pressede sektor.

Celine Imart, som er fransk kornproducent og tilhører højrefløjen, står bag planen. Hun kalder torsdagens aftale for en ubestridelig succes.

Den "anerkender værdien af kvægavleres arbejde og beskytter deres produkter, som er resultatet af en unik knowhow, mod en unfair konkurrence", siger hun.

Forbuddet gælder også for kødprodukter, som for eksempel er dyrket i et laboratorium, skriver AFP.

Det er blevet vedtaget som del af en omfattende pakke af nye tiltag, der skal beskytte landmænd. Kritikere har dog tvivlet på, hvor stor en effekt det vil have.

Forhandlere i Tyskland, som er Europas største marked for plantebaserede alternativer, har talt imod forslaget. Det samme har miljøforkæmpere og forbrugerorganisationer.

- At påstå, at disse kødrelaterede navne skaber forvirring blandt forbrugerne, er noget sludder, siger Agustin Reyna, som er generaldirektør for den europæiske forbrugerorganisation BEUC.

Så længe produkterne er tydeligt mærket som vegetariske eller veganske, har de fleste mennesker ikke et problem med de kødrelaterede ord, lyder det videre.

- De nye regler vil øge forvirringen og er ganske enkelt unødvendige.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek