Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Albertslund, 11/04/2026 - 17:44

Motorvej nær København er spærret efter alvorligt uheld

Ambulancer og brandvæsen er til stede ved uheld på motorvej ved Albertslund. Spor er lukkede.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et færdselsuheld spærrer spor og skaber kø på Motorring 4 ved Albertslund.

Det viser Vejdirektoratets trafikkort.

Københavns Vestegns Politi oplyser på meddelelsestjenesten Politi Update, at der er tale om et "alvorligt færdselsuheld".

- Vi spærrer af ved Vestskovvej og forventer, det bliver af længere varighed. Undgå videst muligt at køre ad Motorring 4 mod København, lyder det i meddelelsen.

Det vides endnu ikke, hvad der er sket i uheldet, eller om der er tilskadekomne, da det sent lørdag eftermiddag hidtil ikke har været muligt at få fat i Københavns Vestegns Politi.

- Redning er på stedet, og vejhjælp er på vej, skriver Vejdirektoratet.

Vagthavende i direktoratet Simon Hansen fortæller, at der er fuldt spærret, og at trafikken bliver ledt fra ved afkørsel 4 Albertslund Nord.

Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet ved uheldsstedet ventes at fortsætte mindst en time.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek