Bengaluru, 25/05/2025 - 11:15
Fragtskib lastet med kemikalier synker ud for det sydlige Indien
En del af containerne på forulykket fragtskib var lastet med farligt gods. Alle besætningsmedlemmer er reddet.
Af: /ritzau/
Et 184 meter langt containerskib med 640 containere om bord er sunket i havet ud for Kerala i det sydlige Indien.
Nogle af containerne var lastet med farligt gods.
Det oplyser den indiske flåde ifølge nyhedsbureauet AFP.
Alle 24 besætningsmedlemmer, der var om bord på fragtskibet, er blevet reddet og er bragt i sikkerhed.
- Fartøjet gik ned sammen med 640 containere - herunder 13 med farligt gods og 12, der indeholdt calciumkarbid, skriver Indiens forsvarsministerium i en udtalelse søndag.
Det fremgår ikke, hvilken type farligt gods som 13 af containerne indeholder, men der er altså tale stoffer, som kan være sundheds- eller miljøskadelige.
Calciumkarbid, som 12 af containerne var lastet med, kan også være miljøskadeligt. Når calciumkarbid reagerer med vand, dannes acetylen, som er en brændbar gas, og calciumhydroxid, der er kendt som læsket kalk.
Acetylen bruges blandt andet i fyrværkeri, og læsket kalk indgår blandet andet i kalkmørtel, som bruges i byggeriet.
Indiens kystvagt har aktiveret sit kriseberedskab på grund af risikoen for forurening af havet ud for Kerala.
/ritzau/