Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Damaskus, 23/08/2026 - 12:21

Syriens udenrigsminister siger kontakten med Israel er afbrudt

Syrien stoler ikke på Israel, siger Syriens udenrigsminister efter angreb mod en syrisk luftbase i sidste uge.

Af: /ritzau/Reuters

Efter Israel i sidste uge bombede en syrisk luftbase, er kontakten mellem Israel og Syrien blevet afbrudt.

Det siger Syriens udenrigsminister, Asaad al-Shaibani, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

- Vi mener, at der bør være kontakt især med en part, der konstant truer Syriens sikkerhed. Men hvis denne kontakt ikke giver nogen resultater, så har vi ikke brug for den, siger Shaibani og tilføjer:

- Vi stoler ikke på Israel i øjeblikket.

Udenrigsministeren håber dog, at de to lande snart kan starte forhandlinger om en sikkerhedsaftale, som kan føre til, at Israel trækker sig fra Syriens territorium.

USA har i over et år forsøgt at få en sikkerhedsaftale på plads mellem landene, men flere gange er det blevet besværliggjort af, at Israel har sendt soldater ind på syrisk territorium og angrebet regeringsmål med henvisning til trusler mod Israels sikkerhed.

Shaibani siger desuden, at forhandlingerne om sikkerhedsaftalen har været fastfrosset, siden USA's krig mod Iran startede.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek