Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/01/2021 - 15:51

Over hver ottende vælger vil overveje at stemme på Løkke-parti

Hvis Løkkes politiske netværk bliver til parti, vil 14 procent vælgerne overveje at stemme på det.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle starte et parti, der bliver opstillet ved næste valg, vil det være med i overvejelserne hos 13,6 procent af vælgerne, viser en måling fra Voxmeter.

De adspurgte i målingen er blevet spurgt, hvor sandsynligt det er, at de vil stemme på et sådan parti med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Her svarer 3,6 procent, at det er meget sandsynligt, mens 10 procent svarer, at det er sandsynligt.

Dette skal dog ikke forveksles med vanlige meningsmålinger, hvor de adspurgte bliver bedt om at vælge mellem alle partierne. Det er ikke tilfældet her.

Derfor advarer Voxmeters analysedirektør, Anna Midtgaard Christensen, mod, at man tror, at et parti stiftet af Lars Løkke Rasmussen ville få 13,6 eller 3,6 procent af stemmerne, hvis det stod på stemmesedlen til et valg i dag.

- Vi har spurgt, om de adspurgte kunne overveje det. Havde vi stillet det tilsvarende spørgsmål om alle de øvrige partier, så ville det sammenlagt blive langt over 100 procent. For mange kan godt overveje mange forskellige partier, siger hun.

Lignende målinger har tidligere været lavet på andre nye partier. Eksempelvis svarede 10,8 procent i 2016, at de ville overveje at stemme på Nye Borgerlige, i en lignende måling, hvor de adspurgte ikke skulle forholde sig til andre partier.

Ved valget i 2019 fik Nye Borgerlige 2,4 procent af stemmerne.

Ligeså har andre institutter tidligere målt interessen for Partiet Klaus Riskær Pedersen op til valget i 2019. Her overvejede 10,5 procent at stemme på partiet. 1,9 procent ville helt sikkert stemme på partiet.

På valgdagen lød resultatet på 0,8 procent.

Lars Løkke Rasmussen meldte sig 1. januar ud af sit tidligere parti, Venstre, for hvem han i to omgange har været statsminister.

En uge efter etablerede han et politisk netværk. Adspurgt har han forklaret, at det muligvis kan udvikle sig til et politisk parti.

Den måling, som Voxmeter har gennemført om et muligt parti stiftet af Lars Løkke Rasmussen, viser også, at 63,4 procent svarer, at det er enten "usandsynligt" eller "meget usandsynligt", at de vil stemme på et parti med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

13,8 procent svarer, at det hverken er sandsynligt eller usandsynligt. Ni procent svarer ved ikke.

Målingen bygger på 2003 adspurgte, der er repræsentative for befolkningen over 18 år. De har svaret mellem 19. og 22. januar.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek