Washington D.C., 21/01/2026 - 05:23
Trump skifter fly efter teknisk problem på vej til Schweiz
Et mindre teknisk problem gør, at Air Force One er vendt retur, og Trump skal skifte til et andet fly.
Af: /ritzau/
Det amerikanske præsidentfly, Air Force One, er vendt om, efter at besætningen har opdaget det, der beskrives som et mindre teknisk problem.
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
For en sikkerheds skyld er flyet vendt om, hvorefter det er landet på militærbasen Joint Base Andrews, lyder det.
Det Hvide Hus oplyser ikke, hvilket problem besætningen har opdaget.
Turen vil fortsætte med et nyt fly, lyder det ifølge Reuters fra Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt.
USA's præsident, Donald Trump, var på vej til det økonomiske topmøde World Economic Forum i Davos i Schweiz. Det skrev han selv på sit eget sociale medie, Truth Social, klokken 03.22 natten til onsdag.
Joint Base Andrews er en militærbase i Maryland, der ligger cirka 13 kilometer sydøst for USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
Det er her, hvor Air Force One holder til og bliver vedligeholdt.
/ritzau/




