København, 22/12/2025 - 11:00
Sådan sorterer du julens affald korrekt
Når datoen har passeret 24. december, står du ofte tilbage med bunkevis af affald. Læs, hvordan du bedst skiller dig af med juletræet og det brugte gavebånd.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: Af Luisa Vestmar Norén, Ritzau Fokus
Chokoladekalender, adventskrans og gaver indpakket i papir og bånd.
Julens traditioner er ikke kun hyggelige. De genererer også en stor mængde affald med materialer, der med den rette sortering kan bruges igen og igen.
Det fortæller Gitte Hyttel Skrubbeltrang, der er udviklingschef i affaldsselskabet Nordværk, som står for affaldsindsamling og genbrugspladser i fem nordjyske kommuner.
- Hvis vi er gode til at sortere og får sorteret vores fraktioner så rene som overhovedet muligt, så øger vi sandsynligheden for, at vi kan genanvende de ressourcer, som affaldet sådan set er, siger hun.
Fraktionerne er de ti affaldskategorier, såsom papir og glas.
Præcis hvordan du skal sortere dit juleaffald, kan variere, alt efter hvilken kommune du bor i.
- Derfor skal man altid tage udgangspunkt i de afsætningsaftaler, som de enkelte kommuner eller affaldsselskaber har, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.
Typisk kan du finde information om affaldssortering på din kommunes hjemmeside.
Men generelt gælder det, at du skal gøre en ekstra indsats i højtiden, da juleaffaldet består af flere forskellige materialer.
Når den sidste låge i julekalenderen er åbnet, skal du skille den ad og sortere pap og plastik for sig.
Flamingo skal helst afleveres på genbrugspladsen. Men er det ikke muligt, kan mindre stykker smides i restaffald.
Når gaverne under juletræet er pakket ud, kan det være fristende at samle alle rester i en stor sæk.
Men gavepapiret skal de fleste steder sorteres som pap og papir i hjemmet, mens det på genbrugspladsen eller i baggården afleveres i papircontaineren.
- Hos os gør det ikke noget, at der sidder lidt tape tilbage på gavepapiret. Det kan sagtens blive genanvendt alligevel, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.
Mens taperester kan blive siddende, skal båndet omkring de farvestrålende pakker helst ikke finde vej til papirmøllen.
- Det kan sætte sig fast i maskinerne, så derfor er det en rigtig god idé at putte det i restaffald. Så undgår vi, at det laver ulykker på et sorteringsanlæg, siger udviklingschef Gitte Hyttel Skrubbeltrang.
Også net fra juletræet og klementinerne skal ifølge Nordværk sorteres som restaffald.
En affaldskategori som pap kan virke ligetil at forstå, men også her er der undtagelser.
- Hvis du har pap, der er rigtig fugtigt eller decideret vådt, kan det ikke genanvendes, så det skal i restaffald, lyder det fra Gitte Hyttel Skrubbeltrang.
Glas fra rødkål og syltede asier skal tømmes og puttes i glascontaineren.
Du behøver ikke at skylle glassene rene, men metallåget skal skrues af og sorteres som metal, pointerer udviklingschefen.
Ifølge Miljøstyrelsen kan madaffald med den rette sortering blive til biogas, kompost og flydende gødning til landmænd.
Men inden du smider rester fra juleanden og risengrøden i den grønne pose, kan du søge inspiration til at bruge maden på nye måder.
- Jo mere, man får brugt den mad, man har, og mindsker sit madaffald, desto bedre, siger Gitte Hyttel Skrubbeltrang.
Højtidens måske største stykke affald - juletræet - skal du aflevere som haveaffald på genbrugspladsen.
Du kan også undersøge, om der er mulighed for at få afhentet træet på din adresse eller aflevere det ved udvalgte opsamlingssteder i din by.
/ritzau fokus/




