Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 07/09/2026 - 16:14

Konkursboer kræver millioner tilbagebetalt fra selskaber bag Nordic Waste

Konkursboer retter krav for 17,2 millioner kroner i første retsopgør efter jordskreddet hos Nordic Waste.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er snart tre år siden, at enorme bunker jord begyndte at skride hos jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst syd for Randers.

Mandag er det juridiske efterspil indledt i Retten i Randers.

Her kræver konkursboerne efter Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling i alt 17,2 millioner kroner tilbagebetalt fra tre selskaber bag de to virksomheder.

Kravet rettes mod de to virksomheders moderselskab, DSH Environment ApS, samt selskaberne Selfinvest ApS og SelfGenerations T ApS.

Det er selskaber, der alle tilhører den fynske erhvervsmand Torben Østergaard-Nielsens forretningsimperium.

Advokat Anders Gløde fra advokatfirmaet Bech-Bruun fremsætter kravene i retssal G på vegne af konkursboerne.

De gør ifølge advokaten gældende, at der skete betalinger for det nævnte millionbeløb fra Nordic Waste og DSH Recycling "på utilbørlig vis" og "på de øvrige kreditorers bekostning".

Advokaten nævner fire pengeoverførsler fra de to selskabers bankkonti til selskaber højere oppe i forretningsstrukturen.

Overførslerne skete ifølge Anders Gløde, cirka en måned før ledelsen og de ansatte i Nordic Waste i midten af december forlod pladsen og overlod opgaven med at inddæmme jordskreddet til Randers Kommune.

Advokaten har i retten oplæst adskillige korrespondancer, hvor ledelsen aflægger rapport højere op i koncernen om den alvorlige situation i den tidligere lergrav.

Sagens beviser baserer sig ifølge advokaten på mailkorrespondancer, ligesom der også er indkaldt 10-12 vidner, som skal afgive forklaring.

Nordic Waste indgav i januar 2024 konkursbegæring. I den forbindelse skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stoppede som følge af konkursen og ikke ville blive overtaget af selskabets ejere.

Søsterselskabet DSH Recycling ApS, der ejer grunden i Ølst, kom under konkursbehandling i november 2024.

Den civile sag anlagt af konkursboerne er det første retsopgør efter jordskreddet ved Nordic Waste, men flere sager er på vej.

Konkursboerne oplyste i juni, at man vil anlægge en erstatningssag mod seks ledelsesmedlemmer fra Nordic Waste og DSH Recycling.

Her kræves 450 millioner kroner i erstatning fra ledelsesmedlemmerne.

Det svarer ifølge konkursboerne til de udgifter, som kreditorerne, herunder Miljøstyrelsen og Randers Kommune, har haft i perioden, hvor de var myndighedsansvarlige for jordskreddet.

De tre selskaber, der er stævnet i sagen ved Retten i Randers, afviser kravene og vil frifindes. Det har advokat Amelie Brofeldt, der repræsenterer selskaberne, oplyst ved retsmødets begyndelse.

Retten i Randers har afsat 11 retsdage frem til slutningen af november til behandling af sagen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek