København, 11/12/2025 - 10:20
Konkursramte Paustian er solgt og skal drives videre som webshop
Møbelhuset Paustian Design indgav i august en konkursbegæring efter dårligt salg og høj husleje.
Af: /ritzau/
Det konkursramte møbel- og designhus Paustians brand lever videre som webshop.
Møbelfirmaet M Office, som blandt andet sælger kontormøbler, har nemlig købt det danske designhus' brand, som det vil drive videre som en selvstændig webshop.
Det oplyser advokat Anders Bendtsen, der er udpeget som kurator, til DetailWatch.
- Paustian skal fuldstændig tilbage på landkortet, siger kuratoren til mediet og tilføjer, at Paustian har et bedre udgangspunkt for at leve videre udelukkende som en webshop.
Det betyder nemlig, at der ikke er dyre lokationer, som var en af årsagerne til, at Paustian Design begærede konkurs i august i år.
Konkursen blev begrundet med, at markedet for designmøbler har været nedadgående, mens huslejen i Paustians butik på Strøget i København var for høj i forhold til markedsvilkår.
/ritzau/




