Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Istanbul, 13/05/2025 - 02:36

Rusland har talt med Tyrkiet om muligt møde i Istanbul

Rusland og Tyrkiets udenrigsministre har talt om muligt møde i Istanbul torsdag, hvor Zelenskyj vil deltage.

Pavel Bednyakov/Reuters

Af: /ritzau/

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har mandag talt med sin tyrkiske pendant, Hakan Fidan, om et muligt møde mellem Ukraine og Rusland senere på ugen.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.

- Overhovederne for de to ministerier talte om problemer relateret til initiativet fra Den Russiske Føderations præsident, Vladimir Putin, om at indlede direkte samtaler om en ukrainsk løsning den 15. maj i Istanbul, lyder det.

En tyrkisk diplomat sagde tidligere på dagen til Reuters, at de to udenrigsministre har talt, men gav ikke flere detaljer.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har mandag talt i telefon med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde han mandag.

Et potentielt møde skal handle om en løsning på krigen mellem Rusland og Ukraine.

Lørdag fortalte lederne af Ukraine og fire europæiske lande på et pressemøde i Ukraines hovedstad, Kyiv, at de støtter et amerikansk forslag om en 30-dages våbenhvile, der skulle begynde mandag.

Hvis Rusland afviste, ville det for konsekvenser, lød det. Blandt andet truede landene med sanktioner mod Rusland.

Putin foreslog derefter natten til søndag under et pressemøde, at der skal være direkte samtaler mellem Rusland og Ukraine.

Her sagde han, at samtalerne kan begynde torsdag i Istanbul i Tyrkiet.

Zelenskyj sagde samme dag, at han er klar til at tale med Putin, og at han torsdag vil vente på den russiske præsident i Tyrkiet.

Han har også opfordret USA's præsident, Donald Trump, til at deltage i mødet.

Trump har sagt, at han overvejer at deltage.

Meldingen fra Trump om en mulig amerikansk deltagelse i Tyrkiet-mødet kom, kort tid før præsidenten fløj afsted mod Saudi-Arabien.

Præsidentens afgang mod Saudi-Arabien mandag er begyndelsen på en tur i Mellemøsten for Trump.

I sin aftentale mandag sagde Zelenskyj, at Rusland ikke har besvaret hans forslag om at tale sammen torsdag.

/ritzau/

Manhattan, 14/05/2025 - 11:55

Oscarvinder bag filmen Kramer mod Kramer er død - 92 år

Stan Honda/Ritzau Scanpix

Robert Benton vandt to Oscars for filmen "Kramer mod Kramer". Søndag gik han bort i sit hjem på Manhattan.

Den amerikanske, oscarvindende filminstruktør og manuskriptforfatter Robert Benton er død - 92 år.

Det skriver The New York Times.

Han gik bort i sit hjem på Manhattan søndag, fortæller hans assistent Marisa Forzano til mediet.

Robert Benton blev særligt kendt i offentligheden for skilsmissedramaet "Kramer mod Kramer" fra 1979.

Filmen løb med fem Oscars og havde Meryl Streep og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Robert Benton høstede selv to statuetter for Bedste Filmatisering og Bedste Instruktør.

De to hovedrolleindehavere blev også belønnet med Oscars for deres medvirken.

Manuskriptforfatteren var også med på holdet bag "Bonnie og Clyde" fra 1967.

I løbet af sin 40 år lange karriere modtog han en lang række nomineringer.

Sin tredje Oscar fik han med filmen "En plads i mit hjerte" for Bedste Manuskript.

Robert Benton opvoksede i Texas i byen Waxahachie.

Han døjede med ordblindhed og dimitterede ifølge ham selv kun fra skolen, fordi hans mor spillede bridge med lærerne.

Det fortalte han tilbage i 1998 i et interview med Texas Monthly.

/ritzau/

Læs Mere >>

Manhattan, 14/05/2025 - 11:34

Oscarvinderen bag filmen Kramer mod Kramer er død - 92 år

Stan Honda/Ritzau Scanpix

Robert Benton vandt to Oscars for filmen "Kramer mod Kramer". Søndag gik han bort i sit hjem på Manhattan.

Den amerikanske, oscarvindende filminstruktør og manuskriptforfatter Robert Benton er død - 92 år.

Det skriver The New York Times.

Han gik bort i sit hjem på Manhattan søndag, fortæller hans assistent Marisa Forzano til mediet.

Robert Benton blev særligt kendt i offentligheden for skilsmissedramaet "Kramer mod Kramer" fra 1979.

Filmen løb med fem Oscars og havde Meryl Streep og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Robert Benton høstede selv to statuetter for Bedste Manuskript og Bedste Instruktør.

De to hovedrolleindehavere blev også belønnet med Oscars for deres medvirken.

Manuskriptforfatteren var også med på holdet bag "Bonnie og Clyde" fra 1967.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

FAKTA: Saunagus

* Saunagus er et wellness-ritual, som bliver anført af en gusmester. Ordet saunagus stammer fra det tyske ord aufguss, der kan oversættes til infusion.

* Saunagus er en blanding af sauna og aromaterapi. Duften af æteriske olier og varmen fra en sauna med 80 grader kan give en oplevelse, der kan virke afslappende og afstressende.

* I løbet af en saunagus vil en gusmester hælde vand blandet med æteriske olier på de varme sten og sprede duftene rundt i saunaen ved hjælp af teknikker med et håndklæde.

Kilde: Just Sauna.

/ritzau fokus/

 

 

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

Hav helt styr på sauna og olier inden du hopper med på trenden

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Saunagus er blevet populært med sin blanding af sundhed og fællesskab. Selv om det er godt for nogle, er det dog ikke helt sikkert, at det er godt for dig.

Tidligere mødtes man til fodboldtræning eller i motionscentret, når sundheden og fællesskabet skulle holdes ved lige. Nu tager mange i saunagus med andre samt en gusmester, hvor den står på sauna, koldt vand og æteriske olier.

Ulla Rebbe Jerslund, der er danmarksmester i showgus, bestyrelsesmedlem i Gusmesterforeningen og grundlægger af Just Sauna, fortæller, at hun har set en øget popularitet de seneste år.

- For mange handler det om at komme et sted hen, hvor man gør noget godt for en selv og kroppen, og det ikke handler om mobiltelefoner, alkohol eller andet, siger hun.

Typisk har folk hørt om saunagus fra venner eller bekendte, og har selv fået lyst til at prøve.

- Der har været et stort saunafællesskab i flere år, der virkelig går op i saunagus, men der er også kommet en ny gruppe til med flere yngre personer, der har fundet saunagus de seneste tre til fire år, siger hun.

Man ved ikke lægefagligt, hvilken effekt saunagus har på kroppen. Derfor deler man det op i effekten af henholdsvis sauna og inhalation af de æteriske olier.

Disse olier har bioaktive komponenter, som har forskellige indvirkninger på os, fortæller Charlotte Bech, der er privatpraktiserende læge og i flere år har beskæftiget sig med aromaterapi og æteriske olier.

- De bioaktive komponenter går direkte fra næsen op i hjernen og dels ned i lungerne, når man indånder dem. Fra lungerne kan de gå over i blodbanen og cirkulere rundt i kroppen. Det bliver dermed en terapi, da de indre organer bliver påvirket forskelligt alt afhængig af olien, siger hun.

Ulla Rebbe Jerslund mener dog ikke, at de æteriske olier har samme påvirkning i saunagusen.

- I aromaterapi får du en direkte inhalering af de æteriske olier eller direkte påføring på huden, hvor du i saunagus blander et par dråber op med vand eller is, samtidig med at du sidder i damp og i et rum med for eksempel 20 mennesker, siger hun.

Saunaens effekt er kun undersøgt i mindre samples, og der er derfor ikke videnskabelig evidens. Der er dog visse ens tendenser i de forskellige undersøgelser, fortæller Charlotte Bech.

- Når man går i sauna, så gør varmen, at man slapper af. Det gør, at blodkarrene udvider sig, og det giver en bedre blodgennemstrømning, hvilket også gør, at blodtrykket falder. Det er dermed gavnligt, hvis man er stresset eller har forhøjet blodtryk, siger hun.

Hun mener, at det er gavnligt for rigtig mange at gå i sauna, da det kan hjælpe kroppen.

- Sauna kan hjælpe på gigt, smerter i led og muskler, det kan gavne, hvis man har astma eller kronisk bronkitis, siger hun.

Der er ikke lavet undersøgelser af kombinationen af sauna og koldt vand. Men aktiviteterne er blevet undersøgt hver for sig.

- Jeg fraråder absolut at gå i sauna, straks i koldt vand og sauna igen. Overgangen øger dannelsen af adrenalin, hvilket er et stresshormon. Det er slet ikke sundt for kroppen, siger læge Charlotte Bech.

Disse overgange er kendt fra den finske tradition, men måske burde vi rette øjnene mod et af vores nabolande.

- I Tyskland har man tradition for, at man gradvist nedkøler og gradvist varmer op, så man undgår chokeffekten, siger hun.

Inden du hopper i saunagusen, skal du dog være opmærksom på visse forbehold.

- Jeg vil ikke anbefale at gå i saunagus, hvis man er gravid, fejler noget med hjertet, eller hvis man er en mand, der vil have børn, fordi saunaen kan forringe sædkvaliteten, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek