Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 16/04/2024 - 09:57

Dansk supermodel venter barn med verdensstjerne

Danske Nina Agdal og hendes forlovede, den amerikanske mediepersonlighed Logan Paul, bliver forældre for første gang senere på året.

Kevin Jairaj/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Et lille nyt stjerneskud er på vej til verden.

Den danske supermodel Nina Agdal og hendes forlovede, den amerikanske mediepersonlighed, youtuber og wrestler Logan Paul, venter deres første barn.

Det annoncerer parret i et opslag på Instagram.

- Endnu en Paul kommer til efteråret, lyder det i opslaget på det sociale medie, hvor Nina Agdal og Logan Paul kysser hinanden og viser en stribe skanningsbilleder frem.

Den 32-årige danske supermodel og den 29-årige amerikanske stjerne mødte hinanden til et event i New York og har været sammen siden 2022.

Det fortalte Nina Agdal i et interview med The Daily Front Row sidste år.

- Jeg fandt ud af, at han var der, og min mave skreg bare, at jeg var nødt til at sige hej til ham. Jeg overbeviste ham om at møde mig og mine venner til en drink. Vi begyndte straks at joke rundt.

- Det føltes med det samme, som om jeg havde kendt ham i årevis. Og nu er vi her. Det er vildt, fortalte Nina Agdal til det amerikanske medie.

Her afslørede hun også, at hun har haft Logan Paul med til Danmark for at vise ham sin hjemby i Nordsjælland. Logan Paul var også i Danmark sidste sommer under stor palaver for at promovere den hypede drink Prime.

Nina Agdal, som tidligere har været kædet sammen med den oscarvindende Hollywood-stjerne Leonardo DiCaprio, har boet i USA i mere end en tredjedel af sit liv.

Hun fik sit helt store internationale gennembrud som model i 2014, da hun kom på forsiden af Sports Illustrateds badetøjsudgave af magasinet sammen med de amerikanske supermodeller Chrissy Teigen og Lily Aldridge.

Derudover har Nina Agdal haft job hos lingerigiganten Victoria's Secret og medvirket i en burgerreklame, der blev vist under sportsbegivenheden Super Bowl.

Nina Agdal laver stadig modeljob. Men ved siden af det har hun skabt sit eget app-univers, hvor hun deler opskrifter og træningsvideoer og sine egne erfaringer med kost, motion og mental sundhed.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek