Sanaa, 24/08/2025 - 17:29
Flere meldt dræbt og såret i israelsk angreb mod Yemen
Houthierne har flere gange stået bag affyringer af missiler fra Yemen mod Israel, som har udført modangreb.
Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel har søndag udført angreb mod Yemens hovedstad, Sanaa, som gengældelse mod, at houthibevægelsen affyrede missiler mod Israel.
Ifølge det houthi-kontrollerede nyhedsbureau Saba er mindst to personer blevet dræbt, og fem er såret.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Imens melder houthiernes sundhedsministerium om "2 martyrer og 35 sårede" ifølge AFP.
Målene for søndagens angreb omfatter blandt andet to kraftværker, et brændstoflager og et militærområde, der huser præsidentpaladset ifølge Israels militær.
- Angrebene blev udført som reaktion på gentagne angreb fra houthi-terrorregimet mod staten Israel og dens civile, lyder det fra militæret i Israel i en udtalelse.
Fredag sagde houthierne - der ifølge Reuters kontrollerer størstedelen af Yemens befolkning - at de havde affyret et ballistisk missil mod Israel i deres seneste angreb. Det skete i støtte til palæstinenserne i Gaza, lød det.
Houthibevægelsen har flere gange stået bag affyringer af missiler fra Yemen mod Israel.
Israel har også udført en række gengældelsesangreb i Yemen.
Houthierne støtter den militante bevægelse Hamas, som Israel er i krig med i Gaza, og har desuden støtte fra Iran.
Efter at krigen i Gaza blussede op i oktober 2023, begyndte houthierne i november samme år at angribe skibsfartøjer med tilknytning til Israel. Det skete i solidaritet med palæstinensere i Gaza.
Abdul Qader al-Murtada, en højtstående embedsmand i Houthi-bevægelsen, siger søndag, at houthierne vil fortsætte med at handle i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.
- (Israel) skal vide, at vi ikke vil svigte vores brødre i Gaza, uanset ofrene, siger han på det sociale medie X ifølge Reuters.
/ritzau/