Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kabul, 28/04/2026 - 03:41

Unicef: Afghanistan kan miste tusindvis af kvindelige lærere

Afghanistan kan om fire år have mistet 25.000 kvindelige lærere og sundhedsansatte, advarer børneorganisation.

Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Afghanistan kan i 2030 have mistet 25.000 kvindelige lærere og sundhedsmedarbejdere.

Det er risikoen, såfremt Taliban ikke fjerner de regler, som forhindrer piger i at gå i skole og kvinder i at arbejde.

Det skriver FN's børneorganisation, Unicef, i en rapport mandag.

Taliban-styret har, siden det kom til magten i 2021, udelukket kvinder fra en række stillinger i den offentlige sektor. Det er også blevet forbudt for afghanske piger og kvinder at tage uddannelse efter 12-årsalderen.

Restriktionerne på arbejde og uddannelse har ifølge Unicefs rapport allerede påvirket mindst én million afghanske piger. Det tal forventes at være blevet fordoblet i 2030.

Ifølge børneorganisationen er der udsigt til et kraftigt fald i antallet af afghanske kvinder, der er kvalificerede til at arbejde i undervisnings- og sundhedssektoren.

I rapporten anslås det, at der vil være op til 20.000 færre kvindelige lærere i 2030 og 5400 færre kvindelige sundhedsarbejdere i 2030.

- Afghanistan har ikke råd til at miste fremtidige lærere, sygeplejersker, læger, jordemødre og socialarbejdere, som er afgørende for væsentlige samfundsfunktioner, siger Catherine Russell, der er administrerende direktør i Unicef, og tilføjer:

- Det her vil blive virkeligheden, hvis piger fortsat udelukkes fra uddannelse.

Beregninger viser ifølge Unicef, at restriktioner på kvinders uddannelse og deltagelse på arbejdsmarkedet i øjeblikket koster Afghanistan 84 millioner dollar om året. Det svarer til mere end en halv milliard danske kroner.

Organisationen omtaler dog de langsigtede risici ved restriktionerne på kvinder i arbejde og uddannelse som langt mere alvorlige.

Mangel på kvalificeret kvindelig arbejdskraft vil ifølge Unicef begrænse adgangen til væsentlige samfundsfunktioner for kvinder og børn og forværre mødre og børns helbred.

I Afghanistan er det ifølge organisationen påkrævet, at kvindelige sundhedsmedarbejdere behandler kvindelige patienter.

Taliban-styret foretrækker ligeledes, at det er kvindelige lærere, der står for undervisningen på landets pigeskoler.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek