Rishon Lezion, 14/06/2025 - 08:24
Omkring 20 personer meldes såret efter raket i det centrale Israel
Israels beredskab undersøger murbrokker i Rishon Lezion syd for Tel Aviv efter at have fundet sårede.
Ohad Zwigenberg/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst en person har mistet livet, og omkring 20 personer er såret, efter en iransk raket har ramt en række hjem i Rishon Lezion syd for Tel Aviv i Israel.
Det oplyser Israels beredskab, skriver CNN.
Ifølge CNN blev flere ambulancereddere sendt til stedet, hvor de blandt andet fandt personer, som var fanget under murbrokkerne, lyder det.
- Det er en vanskelig og kompleks situation, og vi fortsætter med at undersøge det og sikre, at der ikke er flere ofre inde i bygninger, siger Rami Musher, som er vicedirektør for Ayalon-regionens beredskabstjenester.
Der er ikke yderligere oplysninger om, hvem der er såret eller dræbt i angrebet.
Billeder fra stedet viser, beredskab gå rundt blandt murbrokkerne efter angrebet og et totalødelagt tag.
Israels beredskab melder lørdag morgen, at to personer er dræbt efter et angreb i et boligområde. Det er ikke præciseret, om det er angrebet i Rishon Lezion, der er tale om, eller hvor i Israel angrebet har fundet sted.
Her lyder det, at en kvinde på omkring 60 år og en mand på 45 år mistede livet, efter en iransk raket ramte en række hjem.
Iran og Israel har natten til lørdag udført luftangreb og sendt missiler mod hinanden, efter at Israel natten til fredag indledte et storstilet angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.
Angrebet havde især til formål at gøre skade på atomanlæg og andet med tilknytning til Irans atomprogram.
Flere højtstående embedsmænd og atomforskere blev dræbt.
Ifølge Israels militær arbejder dets luftforsvarssystemer løbende på at skyde missiler fra Iran ned.
Senest blev befolkningen i Israel omkring klokken 04.00 dansk tid opfordret til at søge mod beskyttelsesrum.
Redningsstyrker har arbejdet flere steder på tværs af landet, hvor der har været meldinger om nedfaldne projektiler, lyder det.
I Iran har man i hovedstaden Teheran i løbet af natten kunnet høre flere eksplosioner, melder det iranske nyhedsbureau Tasnim. Det står ikke klart, hvad der har forårsaget eksplosionerne.
Billeder har ifølge CNN vist røgfaner, der stiger op over den iranske hovedstad.
Der er fra Iran ikke umiddelbart kommet oplysninger om, hvorvidt nogen er blevet såret.
/ritzau/