Nuuk, 03/01/2025 - 17:58
Glat landingsbane har fået to fly til at vende om i Nuuk
To fly har måtte opgive at lande i en ny lufthavn Grønlands hovedstad. "Mærkeligt", siger flykonsulent.
Af: /ritzau/
For anden dag i streg må Air Greenlands fly fra København fredag opgive at lande i den nye lufthavn i Nuuk i Grønland.
Det skriver mediet Sermitsiaq.
I stedet måtte flyet cirkulere fem gange over indlandsisen, før det i stedet fløj mod Keflavik Lufthavn i Island.
Til mediet fortæller Air Greenland, at årsagen er, at landingsbanen i Nuuk er for glat.
Den forklaringen kalder konsulent i flysikkerhed Hans Christian Stigaard for "mærkelig":
- Når man bygger en ny, fin landingsbane, til jeg ved ikke hvor mange millioner, så kan det vel ikke komme bag på nogen, at den bliver bliver glat, når det er frost, siger han til Ritzau og tilføjer:
- Jeg kender jo ikke de aktuelle vejrforhold, så selvfølgelig skal jeg være varsom. Men man må vel være forberedt på, at det bliver vinter.
Den nye lufthavn i Nuuk med blandt andet direkte rute til København og Island blev indviet 28. november.
Turen fra København tager knap fem timer og gør det nemmere at komme til hovedstaden i Grønland. Tidligere krævede det en mellemlanding i Kangerlussuaq, tidligere kaldet Søndre Strømfjord.
Ritzau forsøger i øjeblikket at få en kommentar fra lufthavnen på forklaringen om den glatte landingsbane.
/ritzau/