Milan, 07/05/2025 - 09:09
Stolt Barcelona-chef efter CL-exit: Vi vender tilbage
Efter nederlag i Champions League retter Hansi Flick blikket mod søndagens kamp mod rivalerne fra Real Madrid.
Daniele Mascolo/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Barcelona-spillerne skal nok komme sig over det dramatiske 3-4-nederlag til Inter i Champions League-semifinalen tirsdag aften.
Sådan lyder meldingen fra det catalanske mandskabs cheftræner, Hansi Flick, efter kampen.
- Jeg er stolt af mit hold, jeg er stolt af jeres hold. Vi gav alt, og sådan går det bare nogle gange.
- Vi er nødt til at acceptere det, og så starter vi forfra næste sæson. Det er et af vores mål at vinde Champions League. Vi vender tilbage i næste sæson, siger han ifølge AFP.
Returopgøret måtte tirsdag aften ud i forlænget spilletid, før Inter sikrede sig sejren og en plads i Champions League-finalen i München.
Undervejs nåede begge hold at føre - men det var altså Inter, der trak det længste strå med en samlet sejr på 7-6 efter de to semifinalekampe.
Både Flick og midtbaneprofil Pedri havde mindre pæne ord at sige om dommer Szymon Marciniak, der havde en travl aften.
- Jeg vil ikke sige meget om dommeren, men alle 50-50-situationer gik Inters vej. Jeg er skuffet, men ikke over mit hold. Spillerne gjorde alt, siger Flick.
Pedri går skridtet videre og sår tvivl om polske Marciniaks objektivitet.
- Det er ikke første gang, at noget som dette er sket med ham. Uefa bør kigge på det. Der er ting, jeg ikke forstår, og som er svære at forklare, siger Pedri ifølge Sporty.
Barcelona-spillerne skal nu samle sig til søndag, hvor de møder ærkerivalerne fra Real Madrid i La Liga.
I øjeblikket ligger Barcelona i toppen af den bedste spanske liga med fire point ned til Real Madrid, der indtager andenpladsen i tabellen.
- Det bliver også en vanskelig kamp på søndag, men vi vil gøre vores bedste, lyder det fra Flick.
- Vi kommer til at lære af det her. Det er en udvikling. Vi vil gerne blive ved med at lære. Der er ikke meget tid at træne i, men vi vender tilbage i næste weekend. Det er helt normalt at være skuffet.
- Hver enkelt spiller kan, når de kommer hjem, se sig selv i spejlet og være stolte. Vi vil analysere kampen i ro og mag og se, hvad vi kan gøre (bedre, red.), lyder det fra Flick.
/ritzau/AFP