Aalborg, 05/08/2025 - 11:47
Opmærksomhed kommer bag på zoo: Vi har længe fodret med husdyr
Chefzoolog i Aalborg er overrasket over, at husdyr som foder trækker overskrifter, men hilser debat velkommen.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er "voldsomt" og "lidt en storm i et glas vand", at en opfordring fra Aalborg Zoo om at donere mindre husdyr og heste til fodring af rovdyr trækker internationale overskrifter.
Det siger chefzoolog i Aalborg Zoo Anette Sofie Warncke Nutzhorn.
- Det er ikke en debat, vi før har oplevet, og vi har altid gjort det, så længe zoo har eksisteret.
- Debatten er kommet fuldstændig bag på os, men vi tager gerne snakken, og vi står ved det, for vi er sat i verden for at fortælle om naturen og økosystemerne, siger hun.
Mandag beskrev en række internationale medier, herunder BBC og The Guardian, opfordringen fra den danske zoo.
På den zoologiske haves Facebook-side har flere brugere samtidig kritiseret fremgangsmåden.
- Dyr har det med at vække følelser i folk, og det skal de også, men her bliver det misforstået, for vi er ikke interesserede i at hive folks marsvin ud af burene, slår Anette Sofie Warncke Nutzhorn fast.
I det oprindelige opslag skriver Aalborg Zoo, at de "modtager med taknemmelighed levende heste, som vi afliver og slagter til foder".
De modtager også gerne høns, kaniner og marsvin, lyder det.
- Men vi tager ikke imod hunde og katte. Rovdyr spiser ikke rigtig rovdyr, men skal derimod have byttedyr, og derfor er det dem, vi fokuserer på at få ind, fortæller chefzoologen.
Når det er vigtigt at fodre den zoologiske haves rovdyr med hele dyr, skyldes det flere ting, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn.
- Vi er sat i verden for at formidle om dyr og natur og eksempelvis rovdyrs rolle i økosystemer, og det kan vi ikke gøre, hvis vi ikke viser, at de spiser kød.
- For rovdyrenes vedkommende er det vigtigt, at de får hele dyr. Både for deres tænder, gummer, pels, fordøjelse og organer, lyder det.
Mens knoglerne indeholder kalk, som er godt for rovdyrene, virker pelsen som en slags tandbørste, der renser tænderne.
Derudover er det godt for rovdyrenes tarmsystem, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn.
Generelt er der begejstring fra gæsternes side, når den zoologiske have dissekerer dyr, fortæller chefzoologen.
Afleverer man en hest til Aalborg Zoo, bliver den aflivet af en dyrepasser og dyrlæge og dernæst slagtet.
Det er ikke første gang, at en dansk zoo har været nævnt i internationale medier. I 2014 løb Zoologisk Have København ind i det, der populært kaldes en shitstorm, da giraffen Marius blev aflivet, dissekeret og fodret til en flok løver.
Havens daværende videnskabelige direktør, Bengt Holst, var vedholdende i at forsvare beslutningen og tonede frem i både nationale og internationale medier.
Historien gik verden rundt, og Zoologisk Have København modtog dødstrusler på grund af aflivningerne.
- Der er ingen tvivl om, at vi kom stærkere ud af den sag, end vi gik ind i den, fordi der efterhånden var mange, der begyndte at forstå, hvad det var, der lå bag det, vi havde gjort, siger han i dag.
Derfor opfordrer han også Aalborg Zoo til at holde fast i at forklare baggrunden for fremgangsmåde fremfor at lade sig styre af de følelser, der kan være i spil.
- De skal samtidig respektere, at der er følelser i spil, for de er der. Man kan ikke diskutere følelser. Men man kan diskutere det rationelle bag det, man gør, siger han.
Derudover siger han også, at der i forbindelse med debatten i 2014 ifølge ham ikke kom argumenter på bordet, som flyttede ved, at det var det rigtige at gøre.
/ritzau/