Port Sudan, 16/01/2026 - 05:10
FN melder om akut mangel på fødevarehjælp i kriseramte Sudan
FN's Fødevareprogram har behov for milliarder for at kunne hjælpe i det, der kaldes verdens største sultkrise.
Af: /ritzau/AFP
Fødevarehjælpen i Sudan risikerer at slippe op ved udgangen af marts, medmindre der kommer mere international støtte.
Det siger Ross Smith, direktør i FN's Fødevareprogram (WFP).
- Uden øjeblikkelig yderligere finansiering vil millioner af mennesker stå uden livsvigtig fødevarehjælp inden for få uger, siger han.
Krisen i Sudan betegnes af FN som verdens største sultkrise.
Flere end 21 millioner - knap halvdelen af Sudans befolkning - står over for akut fødevareusikkerhed, og to tredjedele af befolkningen har et akut behov for hjælp, oplyser FN.
WFP siger, at der er behov for 700 millioner dollar - eller 4,5 milliarder kroner - hvis organisationen skal kunne fortsætte arbejdet frem til juni.
Ross Smith siger, at FN-organisationen har været tvunget til at reducere nødhjælpen til det "absolutte minimum for overlevelse".
Sidste år blev der bekræftet hungersnød i flere områder af det konfliktramte land. Adskillige andre områder er på randen af hungersnød.
Næsten tre års kampe mellem landets hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces har sendt omkring 11 millioner på flugt og kostet titusindvis af mennesker livet.
/ritzau/AFP




