Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/09/2026 - 14:55

Svensker fængslet for kontaktbedrageri for 1,2 millioner kroner

Ifølge sigtelse udgav svensk mand sig for at være fra banken og fik ofre til at overføre penge til tredjemand.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 24-årig svensk mand, der er sigtet for at bedrage borgere i Danmark for 1,2 millioner kroner, er torsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

Han blev anholdt onsdag, og da oplyste Københavns Politi, at han havde formået at bedrage 11 borgere i Danmark for i alt 1,2 millioner kroner.

Han er også sigtet for forsøg på bedrageri.

Ifølge sigtelsen foregik bedragerierne fra en lejlighed i Københavns Kommune og fra et andet ukendt sted i København.

Han skal have udgivet sig for at komme fra ofrenes bank og oplyst, at de var blevet udsat for bedrageri eller noget lignende.

På den måde fik han dem til at overføre penge til en tredjemand.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Det kom ikke frem på den åbne del af retsmødet, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen. Det vides altså ikke, om han nægter sig skyldig, eller om han helt eller delvist har erkendt.

Dommeren fandt, at der var begrundet mistanke mod svenskeren, og at der var risiko for, at han vil unddrage sig retsforfølgelse, påvirke efterforskningen og begå ny, lignende kriminalitet, hvis han er på fri fod.

RITZAU

TjekDet - faktatjek