Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/06/2026 - 09:59

Rigsadvokaten vil have frifindelse for dobbeltdrab i Højesteret

20-årig mand blev i byret og landsret frifundet for dobbeltdrab, da han ifølge retten handlede i nødværge.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Rigsadvokaten har søgt om tilladelse til at anke en dom om frifindelse af en 20-årig mand for dobbelt knivdrab til Højesteret.

Det oplyser Rigsadvokaten på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Sagen drejer sig om to knivdrab, der blev begået i Høje Taastrup den 6. marts 2023, hvor en dreng på 17 år og en mand på 18 år mistede livet.

De to mænd afgik ved døden efter at være blevet stukket med en kniv i brystet og i halsen.

En 20-årig mand, der på gerningstidspunktet var 17 år, er både i byretten og landsretten blevet frifundet for de to drab.

Det skyldes, at han efter rettens opfattelse handlede i nødværge.

Den 20-årige mand har erkendt, at han udførte knivstikkene.

Han handlede ifølge sin egen forklaring i nødværge, da han kort forinden var blevet overfaldet af en gruppe af seks unge mænd - blandt andre de to, der senere afgik ved døden.

Når en sag har været for retten i to retsinstanser, kræver det en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at få prøvet sagen i Højesteret.

Det kræver, at sagen er af principiel karakter.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek