London, 18/08/2026 - 01:53
Rusland sender advarsel efter meldinger om angreb med britiske droner
Ifølge medier blev britiske droner brugt i et ukrainsk angreb. Rusland advarer Storbritannien om konsekvenser.
Af: /ritzau/
Rusland har mandag advaret om, at Storbritannien vil "betale en pris" efter meldinger om, at britiskproducerede droner leveret til Ukraine er blevet brugt i angreb dybt inde på russisk territorium.
Det fremgår af en udtalelse fra Ruslands ambassade i den britiske hovedstad, London, skriver nyhedsbureauet AFP.
Advarslen kommer, efter at avisen The Sunday Times har rapporteret, at droner produceret af to britiske virksomheder er blevet brugt af Ukraine til at ramme militære og industrielle mål på russisk territorium.
Til mediet BBC har en unavngiven højtstående militær kilde også sagt, at britiskproducerede droner for første gang er blevet brugt til at ramme mål i Rusland.
I udtalelsen fra den russiske ambassade lyder det, at Storbritannien var "medskyldig og medgerningsmand" i angrebene.
Storbritannien anklages samtidig for "bevidst at vælge en eskalering".
- Jo dybere dets involvering i konflikten er, og jo større støtte det yder til Ukraines terrorapparat, desto højere en pris vil det betale, står der i udtalelsen.
RITZAU




