Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 24/02/2026 - 21:54

Kong Harald indlagt: Behandles for infektion og dehydrering

Kong Haralds livlæge rejser til den spanske ferieø Tenerife, hvor den norske monark er blevet indlagt.

Javad Parsa/Reuters

Af: /ritzau/

Den norske monark, kong Harald, er blevet indlagt på et hospital på den spanske ferieø Tenerife, hvor han behandles for en infektion og for dehydrering.

Hans tilstand er efter omstændighederne god.

Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Kong Haralds livlæge vil rejse til Tenerife for at bistå det lokale sundhedsvæsen, oplyser kongehuset.

Når livlægen har vurderet situationen, vil det norske kongehus udsende en opdatering.

Det forventes at ske i løbet af onsdag den 25. februar.

Kong Harald og hans hustru, dronning Sonja, er i øjeblikket på en privat vinterferie.

Den norske monark fyldte 89 år lørdag den 21. februar.

Samme dag udgav den norske public service-station NRK en meningsmåling, som viste stor opbakning til kongen.

På en skala fra 1 til 10 fik kong Harald 9,2 på spørgsmålet om, hvor god en repræsentant han er for kongefamilien.

Til sammenligning fik hans søn, kronprins Haakon, 7,9, mens hans svigerdatter, kronprinsesse Mette-Marit, på det seneste halvandet år er gået fra 7,4 til nu 3,7.

Det kan ikke aflæses direkte i tallene fra Norge, hvad årsagen til det markante fald i opbakningen er.

Men det norske kongehus har den seneste tid været under et massivt pres grundet to sager: kronprinsesse Mette-Marits kontakt med den i dag afdøde finansmand Jeffrey Epstein og straffesagen mod hendes søn, Marius Borg Høiby, der er tiltalt for grove forbrydelser, herunder fire voldtægter og mishandling i nære relationer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek