Haarby, 09/05/2026 - 01:12
Politi mistænker vejvrede ved trafikuheld i Odense
En 37-årig kvinde er mistænkt for at have haft narkotika eller alkohol i blodet i forbindelse med trafikuheld.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 37-årig kvinde er blevet anholdt i forbindelse med et trafikuheld på Odensevej ved Haarby på Fyn fredag aften.
Det oplyser Henrik Strauss, der er vagtchef ved Fyns Politi.
- Vores tanke er, at det var noget vejvrede, der endte i et færdselsuheld. Det var derfor, vi interesserede os lidt for det. Vi har mistanke om, at hun var påvirket af euforiserende stoffer eller alkohol.
- Så vi har rejst flere sigtelser mod hende. Men vi afventer hendes blodprøver og bilinspektørens optegnelser. Begge biler er kørt til nærmere undersøgelser, siger han.
Politiet fik anmeldelsen klokken 20.03.
To biler var involveret i uheldet, hvor fem personer kom til skade. Kvinden var fører af den ene bil, hvori der også sad en anden person. I den anden bil sad tre personer.
- Ingen er svært tilskadekomne, men alle kom til skade i en vis grad, siger Henrik Strauss.
Politiet mistænker, at kvinden kørte ind i den anden bil, siger Henrik Strauss.
- Det lå ret hurtigt fast fra vidner, at der var en eller anden form for kørselsforløb op til, hvor man tydeligvis var uvenner via køretøjerne. Den bil, der på uheldstidspunktet kørte galt, var ved at lave et venstresving og blev så påkørt i siden.
- Det er vores opfattelse, at man skiftede plads i kørselsforløbet ad flere omgange. Men vi ved det ikke 100 procent, det er vi ved at belyse, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.
I forbindelse med trafikuheldet var Odensevej spærret i begge retninger, men er nu genåbnet.
Haarby ligger mellem Allerup i nord og Trunderup i syd. Der bor cirka 2500 mennesker.
/ritzau/




