København, 22/07/2026 - 21:52
Gerningsmand anholdt efter knivstikkeri på Københavns Hovedbanegård
Man kan færdes trygt på Københavns Hovedbanegård efter knivstikkeri, oplyser Københavns Politi.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Københavns Politi var onsdag til stede på Københavns Hovedbanegård efter et knivstikkeri, hvor en person i 40'erne blev ramt af knivstik.
Det oplyser vagtchef Nicolai Ullits til Ritzau onsdag aften.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 17.16.
Mindre end en time efter anmeldelsen havde politiet anholdt en mand i 20'erne.
Han har erkendt, at han stod bag knivstikkeriet.
- Nu skal forløbet klarlægges, men folk kan færdes trygt i området, sagde vagtchefen onsdag eftermiddag.
Den anholdte vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag. Hvad han sigtes for, kan politiet ikke oplyse onsdag aften.
Som følge af knivstikkeriet var enkelte regionaltog aflyst, og flere var forsinkede.
Det skyldtes politiarbejde på hovedbanegården, men alle spor var igen åbne for togtrafik kort før klokken 18.30, skriver P4 Trafik.
Togændringerne gjaldt for afgange fra København til Næstved, Ringsted og Helsingør.
RITZAU




