Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Maribo, 09/08/2026 - 17:12

Borgmester får ministermøde midt i økonomiske udfordringer

Lollands borgmester havde håbet på ministermøde, inden midler til vanskeligt stillede kommuner uddeles.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ifølge Lolland Kommunes borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme, har økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) indvilliget i at mødes.

Borgmesteren vil drøfte kommunens økonomiske udfordringer. Men ifølge Lolland-Falsters Folketidende bliver mødet først afholdt, når pengene fra de statslige puljer til særligt vanskeligt stillede kommuner er blevet uddelt.

Marie-Louise Brehm Nielsen havde håbet, at mødet kunne afholdes inden.

Kommunen står over for store besparelser, og arbejdet med budgettet fortsætter.

- Udfordringerne er enorme, og vi kan ikke vente på, at andre løser dem for os, siger Marie-Louise Brehm Nielsen til Lolland-Falsters Folketidende.

Ifølge avisen skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet, at ministeren "meget gerne" vil komme ud og "mødes med kommuner, herunder jeres kommune, og høre om det, der optager jer, når kalenderen tillader det".

Der fordeles årligt en generel pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Puljen fordeles ved en årlig ansøgningsrunde.

RITZAU

TjekDet - faktatjek