København, 11/06/2025 - 09:54
UCI holder øje med schweizisk tiltag om sporing af ryttere
Schweiz Rundt har lanceret sikkerhedstiltag, som UCI holder øje med, mens man arbejder på egne initiativer.
Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den Internationale Cykelunion (UCI) får igen og igen kritik for ikke at have fokus nok på cykelstjernernes sikkerhed.
Igen i sidste uge kom der fokus på unionen, efter at arrangøren bag Schweiz Rundt gik solo og præsenterede sine planer for øget sporing af rytterne for at undgå ulykker.
Der har nemlig længe været kritik af UCI's fodslæbende tilgang til netop GPS-overvågning af rytterne. Men UCI forsikrer nu, at man har initiativer i støbeskeen.
- UCI byder Schweiz Rundt-arrangørernes initiativ om avanceret sporing af rytterne velkommen. Begge parter er i dialog for at evaluere resultaterne af denne implementering.
- Parallelt hermed er UCI i gang med at udvikle sine egne løsninger, som forventes at blive introduceret ved VM i Kigali, skriver UCI i en pressemeddelelse.
Arrangørerne bag Schweiz Rundt har øget sikkerheden efter nogle år med flere dødsfald på schweizisk asfalt.
I 2023 døde schweiziske Gino Mäder efter et styrt på en nedkørsel i Schweiz Rundt, og sidste år døde den schweiziske juniorrytter Muriel Furrer i forbindelse med VM i Schweiz.
Blandt andet har Schweiz Rundt udvidet antallet af medarbejdere i organisationens sikkerhedsafdeling. Fem personer har nøje studeret ruten og sørget for, at der er taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i for eksempel hurtige sving.
Samtidig bliver alle rytternes cykler udstyret med en særlig GPS, som vil aktivere en alarm, hvis der sker noget usædvanligt. På den måde kan redningsfolk rykke hurtigt ud, hvis der opstår ulykker.
Hvis det tiltag var indført under VM sidste år, kunne Muriel Furrers død måske være undgået. Den unge schweizer styrtede på enkeltstarten og lå uopdaget i udkanten af et skovområde, mens konkurrenterne susede tæt forbi. Først efter løbet blev hun fundet og døde senere af sine kvæstelser.
UCI-præsident David Lappartient sagde efterfølgende, at en løsning, som den Schweiz Rundt nu selv har udviklet, kunne have været en hjælp.
Under Schweiz Rundt vil specialister overvåge rytterne fra et mobilt sikkerhedscenter, hvor de har adgang til masser af data om løbet og rytterne.
/ritzau/