Dallas, 10/09/2026 - 06:05
Trump truer på partikonvent med angreb mod iransk bjerg
I tale til Republikanernes partikonvent rådede Trump Iran til ikke at spille smart og advarede om angreb.
Af: /ritzau/Reuters
USA's præsident, Donald Trump, siger, at USA muligvis vil angribe det iranske Kuh-e Kolang Gaz La - ofte kaldet Pickaxe Mountain.
Han opfordrer i den forbindelse Iran til at udvise forsigtighed.
Det er sket i en tale til et partimøde for Republikanerne i Dallas i delstaten Texas onsdag amerikansk tid.
- Vi kan se, at der er lidt aktivitet ved Pickaxe. Jeg vil råde Iran til ikke at prøve at være smart ("not to get cute", red.), for vi bliver nødt til at ramme dem meget hårdt.
Pickaxe Mountain ligger nær Irans svært beskadigede underjordiske atomanlæg i Natanz. Området er stærkt befæstet og rummer to tunnelkomplekser langt under jordens overflade.
Trump har også tidligere truet med angreb mod bjerget. Det ligger 220 kilometer syd for den iranske hovedstad, Teheran, og 2 kilometer fra Natanz-anlægget.
Natanz-anlægget, hvor to af Irans uranberigelsesanlæg lå, blev i marts ramt i amerikansk-israelske militærangreb på Iran.
Israel ramte også Natanz under sidste års 12 dage lange krig mellem Israel og Iran.
RITZAU/Reuters




